Ny direktør på plads hos Destination Sønderjylland

Det bliver 39-årige Kirsten Rudbeck, der skal være med til at fortsætte den bæredygtige turismeudvikling samt sætte retningen for Destination Sønderjyllands nye femårige turismestrategi. Pressefoto


Det bliver en stærk leder med mange års erfaring inden for turisme og forretningsudvikling, der i det
nye år sætter sig i direktørstolen hos Destination Sønderjylland, lyder det i en pressemeddelelse.

Det bliver 39-årige Kirsten Rudbeck, der skal være med til at fortsætte den bæredygtige turismeudvikling samt sætte retningen for Destination Sønderjyllands nye femårige turismestrategi.
Kirsten Rudbeck kommer fra en stilling som Erhvervsturismechef i Destination Fyn, hvor hun sammen med sit team, har arbejdet med at trække møder og konferencer til Fyn. Derudover har hun tidligere arbejdet som Senior Projektleder i VisitAarhus. Nu sætter hun sig meget snart i direktørstolen hos Destination Sønderjylland, hvor udviklingsportentialet er stort i Danmarks 3. største destination målt på tyske overnatninger.
”Med mere end 15 års dybdegående erfaring inden for turisme, stakeholder management og betydeligt
engagement i nationale og internationale samarbejder, bringer Kirsten en imponerende baggrund med sig til rollen som ny direktør til Destination Sønderjylland, lyder det fra Jakob Lei der er bestyrelsesformand for Destination Sønderjylland.
– Kirsten blev blandt andet valgt til stillingen på grund af hendes ledelseserfaring på forskellige niveauer. Hun er desuden kendt i sit netværk som værende meget engageret, professionel, idérig og tillidsskabende. Hendes hjemmevante omgang med netværk, erhverv, leverandører og samarbejdspartnere vil yderligere være med til at styrke Destination Sønderjyllands profil”, fortsætter Jakob Lei.
Kirsten selv glæder sig til at komme i gang med de nye udfordringer og udtaler:

– Vandreskoene er snøret, løbeskoene er pakket i tasken og jeg glæder mig til at gribe stafetten d. 1. februar og sammen med teamet fortsat styrke den strategiske udvikling af turismen i Destination Sønderjylland.
– Jeg ser frem til nye gode relationer og partnerskaber med aktørerne og til, sammen med teamet, kontinuerligt at styrke sammenhængskraften på tværs af forretningsområder og erhverv samt understøtte udviklingen og væksten med udgangspunkt i den lokale DNA, styrkeposition & kultur, så vi skaber mest mulig værdi for erhvervet.
– Jeg glæder mig til at møde mine nye kollegaer og samarbejdspartnere og ser frem til et godt samarbejde omkring turismeudviklingen i Destination Sønderjylland.
Kirsten er oprindelig fra Guderup på Als, men er i dag bosat med familien i Børkop.
Hun tiltræder stillingen som direktør i Destination Sønderjylland den 1. februar 2024.

Kilde: Destination Sønderjylland