Nu kommer der klimavenlig asfalt på 5 kilometer af Vestfynske Motorvej

Fra slutningen af april og frem til begyndelsen af juli vil asfaltmaskinerne dampe på den vestfynske motorvej, hvor der bliver udført profilopretning af kørebanen og udlagt et nyt slidlag på strækningen mellem Nørre Aaby (frakørsel 57) og forbi Ejby (frakørsel 56). Dermed vil endnu en bid af motorvejen over Vestfyn snart være klar med tre spor i hver retning og med kørekomforten i top.

Vejdirektoratet er i fuld gang med at udbygge motorvejen over Vestfyn, så der kommer til at være tre spor i hver retning hele vejen mellem Middelfart og Odense V.

Lige nu er det i alt 13 kilometer motorvej, som er under udbygning på Vestfyn, hvoraf cirka 5 kilometer altså er klar til at få ny asfalt. Asfaltarbejdet står på fra sidste uge i april frem til begyndelsen af juli. På strækningen vil der blive udlagt både klimavenlig asfalt og genbrugsasfalt.

Seniorprojektleder Mike Boesen, Vejdirektoratet, siger:

”Nu gør vi den vestlige strækning fra Nørre Aaby og cirka fem kilometer mod øst helt færdig, så trafikanterne allerede i år får en ekstra bid færdig sekssporet motorvej. Oprindeligt var det vores plan at lægge asfalt på den fulde udvidelsesstrækning i 2023, men ved at gøre det nu på en delstrækning bliver strækningen med vejarbejde og nedsat hastighed kortere, og det er til trafikanternes fordel.”

Det nye slidlag bliver en klimavenlig asfalttype, som delvist består af genbrugsasfalt. Den egenskab, der gør asfalttypen klimavenlig, er, at friktionen mellem dæk og vej er reduceret sammenlignet med en traditionel asfalttype, hvilket resulterer i en brændstofbesparelse for trafikanterne. Friktionen er lavere uden at vejgrebet mindskes.

Derudover vælger Vejdirektoratet at anvende en ny 100 procent genbrugsasfalt til et bærelag på den nederste del af asfaltopbygningen på en del af strækningen. Det sker ved en såkaldt kold-blanding, som kræver betydelig mindre energitilførsel end den traditionelle varm-blandede asfalt.

Seniorprojektleder Mike Boesen, Vejdirektoratet, siger:

”Hvor det er muligt, forsøger vi på projektet at indtænke genbrugsløsninger, og det er ikke kun i forhold til asfalt. Genbrugsløsninger er endnu mere aktuelle nu i en tid, hvor prisen på mange materialer er høje, og bæredygtighed er på dagsordenen. Når der er blevet affræset asfalt på udvidelsesstrækningen, er det blevet gemt på den tidligere Ålsbo Syd rasteplads, og nu er det så blevet tid til, at den genanvendes i den nye asfalt.”

Trafikale konsekvenser

Vejdirektoratets entreprenør går i gang med de forberedende arbejder til asfaltarbejdet mellem Nørre Aaby (frakørsel 57) og forbi Ejby (frakørsel 56) mandag den 25. april, og det forventes afsluttet i begyndelsen af juli. Dog er arbejdet meget vejrafhængigt, så der kan ske ændringer i tidsplanen.

Asfaltarbejdet udføres ved at samle alle fire vognbaner i samme vejside, hvorved modsatte vejside kan færdiggøres i kun én arbejdsgang. Der er altså fortsat to farbare spor i hver retning og en hastighedsbegrænsning på 80 km/t.

Til- og frakørselsramperne ved Nørre Aaby og Ejby vil være spærret skiftevis i op til 12 dage. I den forbindelse vil der være skiltede omkørselsruter. For trafikanter, som blot passerer til- og frakørselsramperne på anlægsstrækning, forventes der ikke forlængede rejsetider.

Omkring 75.000 køretøjer benytter dagligt Fynske Motorvej. Når udbygningen er helt færdig, sparer man anslået 28 timer på årsbasis mellem Nørre Aaby og Odense V, hvis man kører i myldretiden. Det svarer til otte minutter om dagen.

Det er Colas A/S, som er entreprenør på asfaltopgaven for Vejdirektoratet.

Kilde: Vejdirektoratet