Når borgere i Region Syddanmark fremover har brug for at blive tilset af lægevagten, skal de ikke køre langt. I stedet sikrer i alt 19 konsultationssteder fordelt over hele regionen borgerne et lokalt lægevagtstilbud.
Til stor glæde for formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen Pernelle Jensen (V):
– Det betyder meget, at man ikke skal bruge lang tid på transport for at blive tilset af lægevagten, når man har det dårligt og har brug for lægehjælp. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu er i mål med udvidelsen og kan tilbyde borgerne et trygt og lokalt lægevagttilbud, uanset hvor i regionen de bor.
Lægevagten kommer tættere på borgerne
Udvidelsen af konsultationsstederne er en del af lægevagtsaftalen, som Region Syddanmark indgik med PLO-Syddanmark i januar 2023, fortæller Pernelle Jensen:
– Med 19 konsultationssteder bringer vi lægevagten tættere på syddanskerne, som der har været et stort ønske om fra både politikere og borgere. Derfor håber jeg, at borgerne vil tage godt imod tilbuddet.
Lægevagten har løbende åbnet flere konsultationssteder, og i februar åbnede de sidste konsultationssteder i Fredericia og Haderslev.
Dermed er der nu mulighed for at blive tilset af lægevagten i Odense, Esbjerg, Kolding, Aabenraa, Vejle, Sønderborg, Svendborg, Faaborg, Assens, Nyborg, Middelfart, Fredericia, Haderslev, Varde, Brørup, Rudkøbing, Grindsted, Tønder og Ærø.
Konsultationsstederne vil have åbent i en periode i løbet af vagten, hvor man kan blive tilset af lægevagten. Derudover er det også muligt at få en tid lidt længere væk. I nattetimerne mellem kl. 23.00 og 08.00 vil det fortsat være muligt at blive tilset af lægevagten på konsultationsstederne på akutmodtagelserne i Odense, Kolding, Aabenraa og Esbjerg.
Ny moderne lægevagt
Åbningen af yderligere konsultationssteder er en del af moderniseringen af lægevagten, som blev vedtaget med den nye lægevagtsaftale i januar 2023. Aftalen skal sikre en moderne lægevagt, hvor lægevagtens ressourcer bliver brugt bedst muligt. Som led i aftalen får vagtlægen hjælp af andet sundhedsfagligt personale på konsultationsstederne, som kan bidrage til at hjælpe patienterne og understøtte en effektiv afvikling af konsultationerne.
Som en del af aftalen overtog Region Syddanmark 31. januar 2024 driften af lægevagten i nattetimerne kl. 23-08. PLO-Syddanmark dækker fortsat lægevagten kl. 16-23.
Derudover lancerede Region Syddanmark i 2023 en ny akutknap-funktion, som gør det muligt for borgere at trykke sig frem i lægevagtens telefonkø, når de vurderer, at deres henvendelse ikke kan vente. Sammen med akutknappen har Region Syddanmark også indført en callback-funktion, som giver borgere i telefonkøen mulighed for at blive ringet op, når deres tur i køen til lægevagten nærmer sig.
Lægevagten er forbeholdt patienter med akut opstået eller forværret sygdom, som ikke kan vente, indtil egen læge åbner.
Kilde: Region Syddanmark