Nu kan de komme flyvende og smage Vadehavsøsters

Danmarks Østersfestival og Billund Lufthavn indgår aftale om samarbejde

Danmarks Østersfestival og Billund Lufthavn arbejder begge med at tiltrække flere gæster til det sydvestlige Danmark, nu har parterne indgået en samarbejdsaftale.

– Østersfestivalen er lokalt forankret på Rømø og i Tønder Kommune, men rækker jo ud til hele verden, ligesom Billund Lufthavn gør, siger Henrik Frandsen, der er borgmester i Tønder Kommune og formand for foreningen Danmarks spisekammer, hvor Danmarks østersfestival er forankret.

– Mange vil gerne have en unik oplevelse, og det kan vi tilbyde året rundt. Derfor er det er mit håb, at aftalen med Billund Lufthavn vil skærpe opmærksomheden omkring Rømø, Vadehavet og Tønder Kommune, siger Henrik Frandsen.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, bakker op om samarbejdet og siger:
– Vadehavet er et af hele tre UNESCO-verdensarvsteder, som man kan opleve i Syddanmark. Samarbejdet mellem Danmarks Østersfestival og Billund Lufthavn kan bidrage til at sætte yderligere lys på de syddanske attraktioner og skabe grobund for oplevelser, aktiviteter og bosætning i en unik del af Danmark, og det byder jeg velkommen.

Danmarks Østersfestival har det seneste år oplevet stor interesse fra international presse bl.a. Frankfurter Allgemeine Zeitung og italienske Munchies. Begge medier har et stort publikum, der også kan være interessant for Billund Lufthavn, som har en lang række direkte forbindelser til og fra byer i Europa.
– Vi forventer en tydelig tendens til, at turister vil ud i naturen, hvor der er god plads og frisk luft, når verden åbner igen efter corona – og vi har masser af alle dele i vores område,” siger Jesper Klausholm, marketingchef for Billund Lufthavn.
– Vi har allerede mærket interessen for østers og har haft ti kinesiske journalister med ud at plukke østers i Vadehavet. Det tiltrækker dem enormt, at de kan vade direkte ud i havet og plukke en delikatesse, fortæller Jesper Klausholm.

Danmarks Østersfestival blev aflyst i år på grund af corona, men forventer et stort rykind af udenlandske gæster den 8.-11. oktober 2021 og har allerede aftaler med 15 internationale kokke, som deltager i dysten om at blive Årets Østerskok den 11. oktober.
Samarbejdet mellem Danmarks Østersfestival og Billund Lufthavn indebærer bl.a. økonomisk støtte til presseture, VIP-service i lufthavnen og gensidig markedsføring.