Nordborg: Frederik på 7 år vandt gratis adgang til Universe resten af livet

Frederik var den bedste trofæjæger denne sæson i Universe Science Park. Søndag den 24. oktober vandt han, måske med lidt hjælp fra sin mor, den helt store præmie bestående af et livslangt adgangskort til parken.  ’Frederik den seje’ var den hurtigste trofæjæger til at finde 93 ud af i alt 96 udfordrende trofæer, som Universe i løbet af sæson 2021 havde lagt ud på hemmelige steder i og omkring oplevelsesparken.

I denne sæson deltog over 10.000 personer i jagten efter trofæer.  Der blev i 2021 kåret ca. 130 daglige vindere af trofæjagten, der havde fundet flest på de enkelte dage, men Frederik var altså sæsonens bedste trofæjæger, og

fik overrakt guldbilletten af direktøren for Universe, Torben Kylling Petersen, og derved en livslang præmie.

Det var 4. sæson hvor trofæjagten blev gennemført og i jagten på årets trofæer måtte deltagerne søge bag træer og buske i hele parken og løse listige gåder, der skulle regnes ud af snedige hjerner, for at finde alle trofæerne.

”Vi har været i Universe rigtig mange gange, næsten 15 gange, siger min mor. Colatrofæet var det sjoveste, men også ”Majsmarken” var sjov at løbe ind i og lede efter trofæer. ”Banke bank på” var meget svær at gætte og det kunne vi ikke. Vi blev nummer 2 sidste år og det er fedt at blive nummer 1 i år. Jeg skal have guldbilletten op at hænge på mit værelse, så jeg kan se på den hver dag” udtaler Frederik på 7 år.

Fakta om trofæjagten

Over 10.000 personer deltog i trofæjagten i 2021.

96 trofæer var aktive i Universe appen.

Årets vinder blev fundet den sidste søndag i efterårsferien.

Trofæet ”Vandprinteren” var det mest synlige, og blev fundet flest gange i 2021 – hele 1638 gange.

”Ægte trofæjæger” var den sværeste udfordring og blev kun fundet 3 gange.

Der var trofæer i og udenfor parken, på Universe hjemmesiden samt på Instagram og Facebook.

”Trofæjagten har udviklet sig til lidt af et ”hit” blandt vores gæster, og det er en glæde, at konkurrencen både kan skabe begejstring blandt de gæster, der kun besøger os en enkelt gang i sæsonen og hos vores sæsonkortholdere, som besøger os flere gange. Det er vigtigt for os at give vores besøgende så mange ”aha” oplevelser som overhovedet muligt og det har vist sig, at trofæjagten er en fantastisk sjov aktivitet til det. Vi gentager succesen i den kommende sæson 2022 og går nu i gang med at udtænke nye kreative og spændende trofæ-udfordringer, som de kommende trofæjægere kan gå på jagt efter næste år”, udtaler Torben Kylling Petersen, administrerende direktør.