Naturmælk i Broderup v/Tinglev vinder årets Gourmetpris

Pressefoto: Naturmælk

En klassiker og fire helt nye, overraskende, mejeriprodukter fra Naturmælk, Arla, Mammen, Aabybro Mejeri og Tothavens Gårdmejeri kom øverst på sejrsskamlen i Gourmetprisen 2023

Årets Gourmetprisen er i den grad fyldt med overraskelser, innovation og fremragende mejeri-håndværk.

En gedeost, en lakridsis baseret på gedemælk, en drik med æbler og valle samt en blåskimmelost, der ikke er blå, og en helt klassisk smør med sydesalt fejer i år konkurrenterne af banen.

”Det smager bare vildt godt! ”Stor x-factor” og ”Det har jeg ikke smagt før – det er jeg glad for at jeg har nu”

Sådan lød nogle af de spontane dommerkommentarer, da de vurderede de 43 tilmeldte mejeriprodukter ved Gourmetprisen 2023, for at finde 15 finalister, heraf fem vindere.

Vinderne i de fem kategorier er:
Naturmælk med drikken ”Ferm” – økologisk æblemost med valle (vinder i kategorien konsummælksprodukter), Mammen Mejerierne med gedeosten ”Kæk” (vinder i kategorien Hård ost), Arla Kvibille Mejeri med Unika osten Hallands Siren (vinder i kategorien Blød ost), Aabybro Mejeri med Gammeldags kærnet smør med Læsø Sydesalt fra Aabybro Mejeri (vinder i kategorien Smør og blandingsprodukter) samt Tothavens Gårdmejeri med Tothavens Lakridspindeis på gedemælk (vinder i kategorien Is),

  • Ferm – økologisk æblemost med valle fra Naturmælk (vinder)
  • Økologisk Jersey Hømælk fra Øllingegaard
  • Græsk inspireret økologisk yoghurt 10 % fra Thise Mejeri

Om vinderen siger dommerne:
Ferm – økologisk æblemost med valle fra Naturmælk
70 % most af økologiske ingridmarieæbler + 30 % økologisk ostevalle

Supergod idé at bruge et restprodukt som valle til at skabe en anden konsistens i æblemosten. Det er innovation, der virkelig vil noget! Der er overraskelsesmoment og masser af x-faktor. Men frem for alt smager den bare vildt godt! Let cloudy i glasset, men ligner ellers bare æblemost. Men i munden er den blød og rund og mild og med en høj viskositet – uden at blive fad og doven. Syren er let og frisk og helheden er i perfekt balance. Vallekomponenten opleves mest i næsens let mælkede og staldede tone. Vi elsker klassiske mælkeprodukter, men den her form for nytænkning i mejeribruget falder alligevel på et tørt sted. Godt tænkt og flot håndværk!

Leif Friis Jørgensen, adm. direktør Naturmælk siger:
”Ferm er jo vores lille innovative idé og en måde at upcycle vallen fra vores osteproduktion. Hele tankegangen er at kunne udnytte noget af den valle, der i dag ikke bruges hos os. Det er med til at reducere CO2-aftrykket fra vores produktion, at vi på den måde kan udnytte alt ved mælken og ikke lader noget gå til spilde – det er helt i tidens ånd. Du får mere ud af mælken, og du får mere ud af æblerne. Det er win-win. Kunsten har været at finde den rette balance mellem valle og æblemost, og ikke gå på kompromis med smagen. Vallen bibringer juicen noget protein og mælkesukker og giver en mundfylde, som der ikke er ved den rene æblemost.”

Kilde: Mejeriforeningen