Naturen gør os klogere: Kom med på tur i Sønderborg Kommune med Naturkalenderen 2025 og Blå Flag Kalenderen 2025

Naturkalenderen for Sønderborg Kommune er udkommet, og i år er det muligt at komme ud på tur hele 103 gange med Naturkalenderen og Blå Flag.

Naturkalenderen er en flyer med en oversigt over naturture og arrangementer arrangeret af de grønne foreninger og Naturvejlederne Sønderborg. Alle turene er gratis at deltage i. Naturkalenderen er netop ”landet”, og det betyder begyndelsen på en masse lærerige og sjove naturarrangementer i 2025.

– Naturkalenderen for 2025 indeholder 43 spændende ture, som sætter fokus på den lokale natur. Ture, som gør os klogere på vores naturs mangfoldighed og muligheder. I Sønderborg Kommune bor vi midt i naturen, og vi har brug for at lære mere om naturen, så vi bedre kan passe på den og leve i harmoni med den, siger Tom Hartvig Nielsen, der er formand for Udvalget for Bæredygtighed og Landdistrikter.

Man kan også glæde sig til Blå Flag-arrangementerne, som der er 60 af i år. Der er blandt andet SUP-ture, fisketure, strandsafari og vild mad.

– Igen i år indeholder Naturkalenderen også mange spændende Blå Flag-ture, som holdes på vores Blå Flag-strande til sommer. Vi glæder os til at komme ud på tur med de engagerede naturfolk, som vil vise og fortælle os nye sider af naturen samt bringe os ud på gode naturoplevelser, fortæller Charlotte Riis Engelbrecht, der er næstformand for Udvalget for Bæredygtighed og Landdistrikter.

Første arrangement i Naturkalenderen er Store Piledag, som foregår onsdag den 12. februar kl. 10-13 på Fiskbæk Naturskole i Gråsten. På dagen bliver der lavet smukke kreationer af friskhøstet pil fra pilemarken.

Kilde: Sønderborg Kommune