Måske lystfiskerne skal gøre sig sig parate til lidt større fisk i havet. Det er nemlig ikke hverdagskost når der bliver hevet en stør på hele 18 kilo og 120 cm op af vandet.
Læs mere om den store ur-fisk fra Alssund her:
– Min fætter Poul Einer Bladt og jeg var ude og fiske i weekenden, i Alssund, efter pighvar og fladfisk, fortæller Peter Bladt.
– Poul har ikke prøvet at fiske med garn før, så han var meget spændt, og blev noget overrasket over, at vi hev en stør på hele 120 cm og 18 kg ind over rælingen.
– Jeg selv troede først det var en pighaj ud fra størrelsen..set ud fra halens form, mindede den om en haj. Den store stør var var død i garnet, så den kunne desværre ikke genudsættes.
– Jeg har fisket i 35 år og har aldrig, set eller hørt om nogen, der har fanget stør, her i området, lyder det fra Peter Bladt.
Kommentar:
Henrik Carl – Videnskabelig medarbejder, projektleder – Statens Naturhistoriske Museum – Zoologisk Museum · Fiskeatlas
– Der er tale om en vestatlantisk stør (Acipenser oxyrinchus). Det er en hjemmehørende art, der er totalfredet. Der foregår et stort internationalt arbejde med at redde bestanden i Østersø-regionen, og der sættes millioner af fisk ud i dette samarbejde. Der gøres adskillige fangster i danske farvande hvert år, og desværre ender mange af dem med at dø som bifangster i fiskernes redskaber. Jeg er leder af Fiskeatlasset og står for at indberette de danske fangster til bl.a. de tyske forskere, der styrer udsætningerne. Der er gjort en række fangster i nærheden af Als i de seneste år, og bl.a. blev der fanget en stør ved Skovby Landing i maj 2023.
Da man ikke tidligere har været klar over, at den vestatlantiske stør har været naturligt forekommende i Europa, er den typisk ikke at finde på oversigter over truede og beskyttede arter. Der gælder dog umiddelbart de samme regler for den vestatlantiske stør, som for den europæiske stør (Gessner et al. 2018). Det vil sige, at den er fredet herhjemme. Den optræder også på CITES appendix II, hvilket betyder, at der er restriktioner i handlen med arten.

