Museum Sønderjylland udgiver bog om Aabenraa-kunstneren Franciska Clausen

Aabenraa-malerens skiftende kunstneriske greb er i fokus i ny bog, der i både ord og billeder læner sig op ad den aktuelle udstilling, ”Franciska Clausen og det evige eksperiment”, som frem til 24. oktober 2021 vises på Kunstmuseum Brundlund Slot.

Franciska Clausen (1899-1986) levede det meste af sit liv i Aabenraa, men forblev tro mod den læring, hun modtog i sine unge år omkring Genforeningen, hvor hun studerede på tyske kunstskoler og hos forskellige læremestre. En læring, som skulle gøre hende til en af de store kubistiske malere i Danmark, før kubismen var kommet til landet.

Museumsinspektør på Kunstmuseum Brundlund Slot, kurator på den aktuelle udstilling og en af forfatterne bag den ny udgivelse, Iben Johansen, siger:

– Franciska Clausens gjorde det til sin metier at turde eksperimentere med forskellige maleriske teknikker. I bogen vises et udvalg af værker opdelt i fem temaer, hvor hun bevidst arbejdede med forskellige former og kunstneriske idéer. Desuden er bogen en let introduktion til en af de bedste danske billedkunstneres liv. En hyldest af en moderne kvinde, der gik sine egne kunstneriske veje, og som var modig nok til at være tro mod dem”.

Bogen koster kr. 79,- og kan købes hos Museum Sønderjylland – Brundlund Slot i Aabenraa.

Foto: Museum Sønderjylland – Bogen om kunstneren er en let introduktion til en af de bedste danske billedkunstneres liv. En hyldest af en moderne kvinde, der gik sine egne kunstneriske veje, og som var modig nok til at være tro mod dem”.