Murerlærlinge fra EUC Syd har sat deres præg på Sønderborg: Ny mosaikbænk indviet på Rønhaveplads

De tre nyuddannede murersvende fra EUC Syd: Andreas Good, Thomas Damm Iskov og Tobias Refslund Harrild sammen med Sys Mindedahl. Pressefoto Camilla van Berkel Bech Mikkelsen.

Midt på Rønhaveplads i Sønderborg står nu et kunstværk med dybe rødder i både lokalhistorie og faglig stolthed. Omsorgsbænken, som værket hedder, er udsmykket med over 10.000 mosaikker og har Kong Christian X’s Bro som motiv på bagsiden. Men det er ikke kun det kunstneriske udtryk, der gør bænken særlig – det er også dem, der har bygget den.

Bag det solide fundament står tre nyuddannede murersvende fra EUC Syd: Andreas Good, Thomas Damm Iskov og Tobias Refslund Harrild. Projektet blev udført som en del af deres afsluttende H4-forløb på mureruddannelsen i Aabenraa og fungerede som en selvvalgt specialopgave.

“Det var spændende at lave noget, der faktisk bliver stående. Normalt bygger vi jo noget, der bliver revet ned igen bagefter,” fortæller Andreas.

De tre svende opdelte arbejdet i sektioner, hvor hver især byggede én del – men planlagde og udførte det samlede arbejde i tæt samarbejde.

“Vi lavede hver vores del, men arbejdede hele tiden sammen om planerne. Det skulle jo ende med at se ud som én bænk,” forklarer Thomas.

Det færdige resultat er en tre-delt bænk, hvor detaljerne er præcise, og hvor både form og funktion går hånd i hånd med kunstnerisk udtryk.

Ved indvielsen deltog borgmester Erik Lauritzen, der modtog bænken som gave på vegne af Sønderborg Kommune. Han fremhævede, hvordan samarbejdet mellem kunstneren, EUC Syd og kommunen er et godt eksempel på, hvad der kan skabes, når faglighed, kreativitet og lokal forankring mødes.

Sys Mindedahl, som har arbejdet med projektet i over et år, takkede i sin tale murerne for deres engagement og viden:

“Jeg vidste ikke, hvordan man bygger en bænk, der kan holde til vind og vejr. Det har de til gengæld styr på.”

Omsorgsbænken står nu som et symbol på omsorg og fællesskab – men også som et varigt udtryk for det gode håndværk og samarbejde, der findes lokalt i Sønderborg.

De tre nyuddannede murersvende fra EUC Syd: Andreas Good, Thomas Damm Iskov og Tobias Refslund Harrild. Pressefoto Camilla van Berkel Bech Mikkelsen.