Møgeltønder: Dronningen aflyser sit juleophold på Schackenborg Slot

I forbindelse med den seneste udvikling af COVID-19 i Danmark tilpasses den kongelige families jule- og nytårsplaner.

Hendes Majestæt Dronningen holder juleaften på Marselisborg Slot sammen med Deres Kongelige Højheder Prins Joachim og Prinsesse Marie og deres to børn, Prins Henrik og Prinsesse Athena, samt Prins Nikolai og Prins Felix. Det var oprindeligt planlagt, at Majestæten skulle fejre juleaften på Schackenborg Slot, men højtiden fejres i stedet i Aarhus, hvor Dronningen traditionen tro har residens i forbindelse med julen.

Kronprinsfamilien vil fortsat holde juleaften i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.

Den planlagte nytårskur på Christiansborg Slot den 4. januar 2021 for statsministeren og enkelte andre repræsentanter for det officielle Danmark aflyses. Hendes Majestæt Dronningen vil i stedet modtage skriftlige nytårshilsener fra kurdeltagerne.

Dronningen holder som altid nytårstale den 31. december 2020 klokken 18.00.

Kilde: Kongehuset.dk