Miljøministeren har udpeget ny formand for Den Danske Naturfond

Den nye formand er Bengt Holst, som indtil udgangen af 2020 var videnskabelig direktør i Zoologisk Have i København.

I dag får Den Danske Naturfond ny formand for bestyrelsen, og det er en erfaren herre, der overtager posten. 

Miljøministeren har udpeget Bengt Holst, som de seneste 37 år har været ansat i Zoologisk Have og siden 1994 været videnskabelig direktør, blandt andet med ansvar for udviklingen af Zoo’s videnskabelige profil. 

– Jeg er utrolig glad for, at Bengt Holst har sagt ja til posten som formand for bestyrelsen for Den Danske Naturfond. Med ham har fonden fået en erfaren og passioneret formand med en fantastisk evne til at formidle levende og engageret om naturen. Det har han gjort på fornem vis i Zoologisk Have gennem mange år. Og det er der brug for, for jo mere vi kender til vores danske natur, jo bedre er vi også til at passe på den. Jeg vil samtidig sige tak til den afgående formand Lauritz Holm-Nielsen for et rigtig godt arbejde, siden fonden blev startet i 2015, siger Miljøminister Lea Wermelin.

Ved årsskiftet valgte Bengt Holst at gå på pension og fortalte i den forbindelse, at han fremadrettet ønsker at koncentrere sine kræfter om naturen. Det får han nu rig mulighed for i Den Danske Naturfond, som arbejder for at forbedre den danske natur gennem projekter, der skaber flere levesteder for dyr og planter og mulighed for store naturoplevelser. 

– Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet i Den Danske Naturfond og bidrage til at styrke den danske natur. Der er nok at tage fat på, for naturen er i krise. Jeg ser frem til samarbejdet med den øvrige bestyrelse om en masse spændende naturprojekter, siger den kommende formand for bestyrelsen, Bengt Holst.

Den Danske Naturfond er etableret i 2015 i samarbejde mellem staten, VILLUM FONDEN og Aage V. Jensens Naturfond med en startkapital på 875 mio. kroner doneret af fondene og staten.

Miljøministeren har samtidig med formanden udpeget rektor på Københavns Universitet Henrik Wegener, indstillet af Rektorkollegiet for Danske Universiteter, til nyt bestyrelsesmedlem og har genudpeget programdirektør i CBS Executive Fonden Bente Overgaard, indstillet af Dansk Industri, og direktør i Stevns Kommune Hanne Stensen Christensen, indstillet af Kommunernes Landsforening, til bestyrelsen. 

Bestyrelsen består herudover af rektor ved Roskilde Universitet Hanne Leth Andersen, indstillet af Rektorkollegiet for Danske Universiteter, tidligere rektor for Copenhagen Business School Per Holten-Andersen, indstillet af Rektorkollegiet for Danske Universiteter, og tv vært Frank Ladegaard Erichsen, indstillet af fondens bestyrelse. 

Læs mere om Den Danske Naturfond her: https://naturfonden.dk/om-fonden/


Fakta:

  • Bengt Holst er uddannet biolog/zoolog og har siden 1983 været ansat i Zoologisk Have, København, først som videnskabelig assistent, senere som chef for dyreafdelingen og siden 1994 som videnskabelig direktør med ansvar for udviklingen af ZOOs videnskabelige profil.
  • Den Danske Naturfond arbejder for at forbedre den danske natur gennem projekter, der skaber flere levesteder for dyr og planter og mulighed for store naturoplevelser.
  • Naturfonden er en uafhængig, privat, non-profit fond, som blev stiftet i 2015 af staten, VILLUM FONDEN og Aage V. Jensen Naturfond.
  • Formanden og medlemmerne udpeges af miljøministeren for en periode af fire år.
  • Bengt Holst overtager formandsposten efter Lauritz Holm-Nielsen, som har været formand for Den Danske Naturfond siden 2015.