Miljøminister og frøer indviede naturperle på Rømø

Omkring 250 deltog i indvielsen af Juvre Engsø på Rømø. Privatfoto

Nationalpark Vadehavet har fået et nyt, fantastisk naturområde på Rømø. Men Juvre Engsø er meget mere end det: Et multifunktionelt projekt, som både rummer klimasikring, etablering af ny natur, naturgenopretning og formidling. Det er skabt gennem frugtbart samarbejde mellem lodsejere, fonde, Tønder Kommune og nationalparken. Miljøminister Magnus Heunicke indviede projektet. Efter godt tre års arbejde er 23 hektar landbrugsjord på Rømø omdannet til en sand naturperle. Til gavn for natur og biodiversitet, men også med faciliteter, så mennesker kan få store naturoplevelser. Omkring 250 fra nær og fjern mødt op på vadehavsøen for at være med, da miljøminister Magnus Heunicke indviede alle herlighederne. Det skete ved, at ministeren lukkede otte spidssnudede frøer ud i det nye naturområde, som blandt andet skal gavne sjældne padder. Området er allerede indtaget af en lang række fugle, og dem kom Magnus Heunicke blandt andet ind på i sin tale:

– Vadehavet er noget helt særligt. Det er et sted, hvor naturen folder sig ud, og hvor millioner af trækfugle hvert år lægger vejen forbi. Med etableringen af Juvre Engsø i Nationalpark Vadehavet er der skabt et fristed for det rige fugleliv i området, som samtidig giver de mange besøgende en enestående chance for at opleve fuglelivet på nært hold, sagde miljøministeren.

Juvre Engsø er skabt på initiativ af de to lokale lodsejere, Ole Bleeg og Morten Sextus. Da der tilbage i 2022 skulle graves store mængder klæg (en slags ler) til forstærkning af diget ud mod Vadehavet, foreslog de at indvinde klægen i engene umiddelbart bag diget på det nordlige Rømø – og så efterfølgende omdanne ’krateret’ til et naturområde med en sø. I dag er søen med sine ti hektar øens største ferskvandssø. Projektet omfatter yderligere 13 hektar engområde, hvor der er anlagt otte lavvandede vandhuller. En flok kreaturer afgræsser engene og sørger dermed for naturplejen. Omkring hele området er opsat hegn, som er udført, så det ikke kun holder kreaturerne inde, men også uønskede rovdyr ude. Sø, vandhuller og den afgræssede eng er primært til gavn for fugleliv, padder og insekter. 

De har bidraget til Juvre Engsø-projektet

• Aage V. Jensen Naturfond – naturdelen

• Friluftsrådet – infobasen 

• Nordea-fonden – formidlingen

• Tønder Kommune – det samlede projekt

• Lodsejerne Ole Bleeg og Morten Sextus – det samlede projekt

• Nationalpark Vadehavet – det samlede projekt