MC Syd A/S kan for tredje år i træk kalde sig Årets Honda-forhandler. Den sønderjyske motorcykelforretning har igen vist sig som den bedst sælgende Honda MC-forhandler i Danmark, og det bliver anerkendt af Honda Motorcykler Danmark.
Salgschef Mads Hansen fra Honda Motorcykler Danmark udtaler:
“Det er med glæde, vi kan annoncere et vaskeægte hattrick i Sønderjylland. MC Syd A/S er for tredje år i træk den bedst sælgende Honda MC-forhandler i Danmark. Det skyldes en imponerende kombination af benhårdt arbejde, dedikation, produktkendskab og ikke mindst et komplet udvalg af Hondas brede MC-program. Folkene hos og bag MC Syd har virkelig bevist, at det ikke kun handler om beliggenhed, men om kvalitet, service og tilgængelighed.”
Hos MC Syd A/S vækker prisen også stor glæde og stolthed. Indehaver Jimmi Kjær fortæller: “Det betyder utrolig meget for os at blive påskønnet som Årets Honda MC-forhandler for tredje år i træk. Vi glædes især over, at antallet af Honda-kunder hos os vokser støt år efter år. Det viser klart, at vores indsats for at skabe glade og tilfredse kunder, og vores evne til at imødekomme deres behov, giver resultater.”
MC Syd A/S har etableret sig som et fyrtårn inden for salg af Honda motorcykler med et omfattende udvalg af nye Honda-modeller, attraktive brugte motorcykler i alle prisklasser og mulighed for omfattende demokørsler.
Denne tredje udnævnelse understreger MC Syds fortsatte rolle i Hondas succes på det danske motorcykelmarked og virksomhedens evne til år efter år at levere en enestående kundeoplevelse.
