Marsvin søger mod olieplatforme for at finde føde

En ekstra høj bestand af fisk lokker marsvin til at søge føde tæt ved olieplatforme, selv om støjen fra industrianlæggene normalt skræmmer hvalerne væk. Udtjente platforme har derfor et potentiale som kunstige rev i Nordsøen.

Marsvin er en af de mindste af alle tandhvaler og den eneste hval, der med sikkerhed yngler i danske farvande. Marsvinet blev fredet i 1967 og forskere fra Aarhus Universitet har tidligere vist, at undervandsstøj fra bl.a. skibe og undersøgelser af havbunden med seismik skræmmer marsvin væk.

Nu viser en helt ny undersøgelse, at der i visse dele af året faktisk er flere fødesøgende marsvin tæt ved den største danske olieplatform, Dan F, i Nordsøen, end blot tre-ti kilometer væk fra platformen.

Et forskerhold udlagde 21 lyttestationer på bunden af Nordsøen. Den inderste lyttestation lå lige under den meget store Dan F-olieplatform, mens den yderste station lå 25,6 km væk fra platformen. En af de mange lyttestationer blev placeret lige midtvejs ved en ældre oliebrønd, Regnar, der ikke længere producerer olie.

Lyttestationerne lå i Nordsøen gennem to år og optog alle lyde under havets overflade. De fangede bl.a. støjen fra skibe og olieplatforme men også lyde fra marsvin og ikke mindst hvalernes fødesøgningslyde – de såkaldte ’buzz-lyde’, der fortælle forskerne, at hvalerne aktivt jager føde.

”Så vidt vi ved, præsenterer vi med undersøgelsen det første studie nogen sinde af marsvins tilstedeværelse og fødeaktivitet året rundt omkring olieplatforme,” forklarer seniorforsker Jonas Teilmann fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, der har stået i spidsen for undersøgelserne.