Marieskolens foredrag skaber samling og fællesskab i lokalsamfundet


Marieskolen i Tønder har med stor succes etableret sig som en foredragsarrangør for byens borgere. Med tre velbesøgte foredrag bag sig og endnu et planlagt til marts, ser skolen frem til at fortsætte med at skabe rammerne for fællesskab, læring og inspiration.

Ifølge skoleledelsen ligger initiativet i naturlig forlængelse af Marieskolens værdier faglighed, dannelse og nærvær: “Undervisning, læring og at drive god skole er vores kerneopgave. Deri ligger formidling og horisontudvidelse og, måske endda engang imellem, underholdning. I forlængelse deraf giver det god mening for os at lade lokalsamfundet også få del i det. Derfor har vi forsøgt os med foredrag, og det er blevet taget godt imod”.

De første tre arrangementer blev mødt med stor opbakning fra lokalsamfundet, og nu ser Marieskolen frem til at byde den anerkendte kok og naturmenneske Nikolaj Kirk velkommen. Han holder foredrag på skolen den 27. marts kl. 19. “Vi har afholdt tre foredrag og har netop planlagt det tredje med Nikolaj Kirk. Folk har taget godt imod det, og der har været solgt mange billetter,” fortæller skoleledelsen, der består af Birgitte Klippert og Sarah Røll, fortsat.

Ikke et økonomisk projekt
Foredragsrækken er ikke skabt med profit for øje, men som en mulighed for at åbne dørene til Marieskolen og dele skolens faciliteter og ånd med lokalområdet. “Det er ikke en økonomisk gevinst. Det skal bare gå i nul. Skolen får det ud af det, at folk kommer forbi og ser vores skole, og vi vil altid gerne vise skolen frem, og vise hvad vi kan er på stedet.”

Marieskolens Støtteforening spiller en aktiv rolle i arrangementerne og foreningen står for køb og salg af billetter samt servering af kaffe og kage i pausen.

Billetter til Nikolaj Kirks foredrag
Billetter til foredraget med Nikolaj Kirk, kendt fra Nak & Æd, kan købes på Billetto eller ved at ringe til skolen på 73 11 57 58 Publikum kan se frem til en inspirerende og nærværende aften, der både vækker appetitten og tankerne.

– Vi glæder os til at byde hele lokalsamfundet velkommen til en aften med inspiration og fællesskab på Marieskolen!

Kilde: Marieskolen