Kommunalvalget nærmer sig, og nu bliver det for alvor afgørende, at borgerne ved, hvor de kan gå hen for at blive klogere på de valg, de skal træffe.
Derfor inviterer Marieskolen i Tønder til valgdebat mandag den 3. november kl. 18.30–21.00.
Aftenen samler kandidater fra partierne i Tønder Kommune til en debat, hvor borgerne får mulighed for at høre kandidaternes mærkesager og stille spørgsmål direkte. Målet er at give vælgerne et nuanceret indblik i de lokale politiske holdninger – og dermed klæde dem bedst muligt på til at sætte deres kryds. To af borgmesterkandidaterne, nemlig Jørgen Popp Petersen og Martin Iversen har meldt deres ankomst, og det glæder arrangørerne.
“Vi oplever, at mange borgere gerne vil tage aktivt del i lokaldemokratiet, men at det kan være svært at finde de fora, hvor man virkelig får indsigt i, hvad kandidaterne står for. Derfor vil vi gerne stille vores sal til rådighed for en aften med åbenhed, dialog og ordentlighed,” siger skoleleder Birgitte Klippert.
Programmet byder på korte præsentationer fra kandidaterne, debat om emner som børn og unge, kultur, erhverv, bosætning, velfærd og udvikling i kommunen – og borgerne kan stille spørgsmål direkte fra salen.
”Vi håber, at både de unge og de ældre vil finde vej til skolen denne aften. Det er klart, at vi, som skole, er interesserede i altid at styrke vores kommune, men lige netop denne aften handler det i virkeligheden mere om vores alles ret til at kunne træffe et oplyst valg,” supplerer skoleleder, Sarah Røll.
