Makerspace Aabenraa: Tænk på metoden – ikke resultatet

Liva Hahn og hendes klassekammerater har arbejdet med FN’s Verdensmål. Helt uden ord, men med kreative processer. Forløbet er en del af Makerspace Aabenraa.

FN’s Verdensmål er består af 17 mål og 169 delmål, som alle skal være med til at gøre verden til et endnu bedre sted at leve. I løbet af fire timer har 50 elever, fordelt på tre hold, fra 10. Aabenraa forklaret og bygget et af verdensmålene. Helt uden ord.

– Jeg havde hørt om målene, men havde aldrig gået i dybden med dem eller delmålene. I processen har jeg fået en del mere viden om verdensmålene, forklarer Liva Hahn, der er 16 år og går på 10. Aabenraa.

Til opgaven fik eleverne krea-kasser fyldt med blandt andet piberensere, modellervoks, papir og pap. Målet var derefter at sættes sig ind i, hvad målet med de enkelte verdensmål er og derefter bygge en forklaring. 

Designthinking er en del af Makerspace Aabenraas DNA. Målet er, at eleverne arbejder med designprocessen. 10. Aabenraa er pilotskole i projektet

– Eleverne lærer med designprocesser at undre sig og stille spørgsmål til udfordringen, de skal arbejde med, fremfor bare at gå direkte til at udarbejde en løsning, forklarer Merete Barrit Hansen, der er projektleder ved Makerspace Aabenraa.

I designprocessen arbejder eleverne i syv faser med problemstillingen og bruger hinandens kompetencer i gruppen til at blive klogere på den udfordring, de arbejder med. Der er dermed en undersøgende og innovativ proces, som stiller skarpt på metoden frem for selve resultatet.

Liva Hahn kan sagtens se, hvordan designprocessen kan bruges i andre sammenhæng i skolen.

– Det er en tænkeproces, hvor vi skulle tænke over, hvad vi lavede. Det vil helt klart hjælpe os, når vi skal lave et andet kreativt projekt, siger Liva Hahn.

Anja Elizabeth Nielsen er klassens lærer og mener, at forløbet er stærkt, da det er en ny måde at arbejde på.

– Eleverne blev tvunget til at omsætte deres ord og tanker til noget visuelt. De illustrerede, hvad de mente. Det har været et superhyggeligt bidrag til arbejdet med verdensmålene, da eleverne i de større klasser har ikke fag med mulighed for at udøve kreativitet, forklarer hun.

Liva og hendes gruppe arbejde med “Mål 11”, der handler om bæredygtige byer og lokalsamfund.

– Vi synes, at det var det mål, vi nemmest kunne relatere til. Det var nemmere at forklare uden ord. Vi lavede to kasser; en med vindmøller og solceller og en anden med ting, der forurener. For eksempel fly og biler, siger hun og fortsætter:

– Det gik op for mig, hvor meget vi forurener, uden at vi tænker over det. Nu tager jeg jo bussen i skolen, og det forurener ikke så meget, som bilen gør.

Liva Hahn bor i Bov og går i skole i Aabenraa. Det giver hende en bustur på en lille time – hver vej.

Verdensmål 11 siger blandt andet “Inden 2030 skal der skabes adgang for alle til sikre, tilgængelige og bæredygtige transportsystemer til en overkommelig pris, trafiksikkerheden skal forbedres bl.a. ved at udbygge den kollektive trafik med særlig hensyn til behov hos sårbare befolkningsgrupper, kvinder, børn, personer med handicap og de ældre”.

Makerspace Aabenraa er Aabenraa Biblioteker & Kulturhuses teknologilaboratorium, som ligger i NygadeHuset.