Livredderne åbner badesæsonen på Lakolk Strand på Rømø

Livredderne er tilbage på Lakolk strand på Rømø nu på fredag den 28. juni . Foto: Pressefoto - Trygfonden

Nu på fredag den 28. juni tager TrygFondens kystlivreddere hul på endnu en sæson på Østerstrand, Henne Strand, Vejers Strand, Hvidbjerg Strand, Lakolk Strand og Rindby Strand. Her holder de et vågent øje med badegæsterne hver dag kl. 10-18 frem til den 21. august. Livredderne er klar til at træde til, hvis personer får problemer i vandet, og både børn og voksne er velkomne til at kigge forbi tårnet, hvor livredderne gerne fortæller om badesikkerhed og om de særlige forhold på stranden.


– I løbet af foråret har livredderne trænet intensivt for at blive klar til badesæsonen, og nu er det endelig tid til at komme ud på strandene. Hvis der opstår farlige situationer i vandet, er livredderne klar til at træde til med hjælp. Men det forebyggende arbejde er også en stor del af livredderjobbet. Derfor er livredderne opmærksomme og klar til at gribe ind, hvis der er situationer, som potentielt kan udvikle sig og bringe personer i fare, fortæller René Højer, projektchef i TrygFonden.

René Højer opfordrer strandgæsterne til at komme forbi og få en snak med livredderne i løbet af sommeren. Livredderne viser gerne deres livredderudstyr og fortæller, hvad man særligt skal passe på, når man bader i havet.



Hjælp dit barn med at blive tryg i vandet


Sommerens strandture er oplagte til at træne med børnene, så de bliver trygge i vandet. Ved alle TrygFondens livreddertårne kan man finde inspiration til forskellige lege og øvelser, som hjælper børnene til at blive bedre svømmere og lærer dem, hvordan man redder sig selv og andre i vandet.

– Vi ved fra undersøgelser, at hver tredje 7-14-årige nogle gange føler sig usikker, når han eller hun skal svømme, og blandt dem i aldersgruppen, som ikke kan svømme, vil 91 pct. gerne lære det. Så der er stor interesse blandt børn for at lære at svømme og blive mere sikre i vandet. Som forældre kan vi hjælpe børnene ved at gå i vandet med dem og motivere dem gennem leg og øvelser. Ved vores livreddertårne er der forslag til vandøvelser, og livredderne er naturligvis også klar til at vejlede i, hvilke øvelser der passer til de forskellige aldersgrupper, siger René Højer.

TrygFonden har også opsat en indendørs udgave af livreddertårnet i knap 60 svømmehaller rundt om i hele landet, som er fyldt med ægte livredderudstyr til fri afbenyttelse, så børn og voksne kan lege og lære livredning. Ved udgangen af 2024 vil der være livreddertårne i 71 svømmehaller.

Tag til en strand med livreddere

Gennem sommeren bemander TrygFonden Kystlivredning strande i hele landet, og livredderne opfordrer altid til, at man vælger en strand med livreddere.


– Der er mange gode strande i Danmark, men det giver en ekstra tryghed, når der også er livreddere til stede, som kan gribe ind, hvis man skulle komme i problemer i vandet, hvilket kan ske for selv en erfaren svømmer. Fordi livredderne kender stranden og vind- og vejrforholdene godt, så kan de også gribe ind, før en situation udvikler sig til en ulykke. Så tag familien med til en strand, hvor livredderne holder øje, og gå altid flere i vandet sammen, så I kan holde øje og hjælpe hinanden, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.


Se, hvor TrygFondens kystlivreddere bemander livreddertårnene her.


Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning er til stede på 34 strande og havnebade hver dag kl. 10-18 fra den 28. juni, hvor skolernes sommerferie begynder, og frem til den 21. august. Havnebadene ved Fisketorvet og Islands Brygge i København samt havnebadet Aarhus Ø er åbne hver dag frem til og med den 31. august.

De 5 baderåd


1. Lær at svømme

2. Gå aldrig alene i vandet

3. Læs vinden og vandet

4. Lær stranden at kende

5. Slip ikke børnene af syne

Læs mere om TrygFonden Kystlivredning på www.respektforvand.dk.

Om TrygFonden


TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er største aktionær i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtet ejerskab og almennyttige uddelinger. Læs mere på tryghed.dk.

Kort om TrygFondens indsats for at reducere antallet af drukneulykker i Danmark

TrygFondens samlede indsats hedder ”Respekt for vand”. Den har til formål at nedbringe antallet af mennesker, der drukner eller er tæt på at drukne i Danmark, samt at flere opnår vandglæde i trygge rammer og gode handlekompetencer omkring vand og sikkerhed.

Det sker gennem forebyggelse, uddannelse og oplysning, der skal lære danskerne at færdes i, ved og på vandet, samt en livredningstjeneste i forbindelse med skolernes sommerferie.

TrygFonden Kystlivredning er landets førende kystlivredningstjeneste med egne livreddertårne på 34 strande og havnebade i hele Danmark og omkring 200 specialuddannede kystlivreddere. Kystlivredningstjenesten har eksisteret siden 1998.

Foruden kystlivredningstjenesten kører livredderpatruljer rundt i hele landet og sætter fokus på vand, sikkerhed og livredning i børnehøjde. Man kan bl.a. møde LivredderPatruljen i udvalgte svømmehaller rundt om i landet i flere skoleferier samt på udvalgte strande i Nordjylland i uge 30.

TrygFonden Kystlivredning optræder også i mange andre sammenhænge, bl.a. som en del af DR Ultras program ”Livredderne”, hvor børn kæmper om at blive den bedste livredder. 

TrygFondens øvrige indsatser på området dækker:

  • Opbygning af viden på vandsikkerhedsområdet, herunder udgivelse af national druknestatistik
  • Opsætning af offentligt redningsudstyr
  • Oplysningstjeneste, der forebygger drukneulykker ved hjælp af folkeoplysning samt målrettede indsatser til specifikke grupper
  • Udvikling af en national livredningskultur, bl.a. i samarbejde med SvømDanmark, som skal udvikle livredning som en integreret del af deres medlemmers aktiviteter. Målet er, at flere lærer at redde sig selv og andre – og at flere får lyst til at dyrke livredning som idræt. TrygFonden stiller desuden indendørs livreddertårne samt udstyr og sjove øvelser til rådighed for svømmehaller i hele landet. Her kan små og store badegæster låne udstyret og prøve kræfter med livredning og øve sig i at redde sig selv og andre. Ved udgangen af 2024 står TrygFondens tårn i 71 svømmehaller.

Læs mere om TrygFonden Kystlivredning på www.tryghed.dk eller www.respektforvand.dk
Kilde: Trygfonden