– Vi er ikke eksperter i fiskeri, men vi er optaget af retssikkerhed og forudsigelighed for erhvervslivet, lyder det fra Spiras’ bestyrelsesformand Poul Christensen i støtte til Rømø-fiskerne forud for fredagens demonstration.
Spiras udtrykker sin støtte til rejefiskerne på Rømø i den aktuelle konflikt om fiskerirestriktionerne i Vadehavet.
Baggrunden er Beredskabsstyrelsens beslutning om at håndhæve et mangeårigt forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber i dele af Vadehavet med henvisning til risikoen for ueksploderet ammunition fra Anden Verdenskrig. Beslutningen rammer i praksis det lokale rejefiskeri ved Rømø, hvor fiskerne vurderer, at omkring 90 procent af forårsfiskeriet bliver berørt.

Poul Christensen, formand for Spiras.
For Spiras handler sagen ikke først og fremmest om fiskeri.
– Vi skal være de første til at erkende, at vi ikke har den store faglige indsigt i fiskeriet. Men vi har en meget klar holdning til det principielle i denne sag, siger Poul Christensen, formand for bestyrelsen i Spiras.
– Når mennesker og virksomheder gennem årtier har indrettet deres erhverv, investeringer og hverdag efter nogle givne vilkår, så undrer det os, at deres muligheder tilsyneladende kan ændres nærmest over natten. Det rejser nogle helt grundlæggende spørgsmål om retssikkerhed, forudsigelighed og myndighedernes ansvar over for borgere og erhvervsliv.
Efterlyser klare svar
Spiras-formanden understreger, at hensynet til sikkerhed naturligvis skal tages alvorligt, hvis der er dokumenteret risiko for miner og ammunition på havbunden.
– Men netop derfor er det afgørende, at beslutninger af så vidtrækkende betydning hviler på et solidt og gennemsigtigt grundlag. Når både fiskere, borgmester og folketingspolitikere efterlyser svar og dokumentation, er det rimeligt, at myndighederne leverer klare forklaringer, siger Poul Christensen.
Han peger på, at sagen rækker langt ud over Rømø og fiskeriet:
– I sidste ende handler det om tilliden mellem myndigheder og erhverv. Hvis rammevilkår kan ændres markant uden en ordentlig proces og uden tilstrækkelig forklaring, skaber det usikkerhed langt ud over den konkrete sag. Derfor forstår vi godt fiskernes frustration, og derfor bakker vi op om deres krav om klare svar.
Spiras opfordrer de ansvarlige myndigheder og politikere til hurtigst muligt at skabe fuld klarhed over grundlaget for restriktionerne og sikre en dialog, der kan genoprette tilliden mellem parterne.
