I de danske sommerhusområder stiger efterspørgslen på ladestandere til elbiler. Der kommer flere og flere elbilister, og for mange er muligheden for at oplade bilen på matriklen blevet et ufravigeligt krav.
Hvad enten der er tale om at leje eller købe, er der rift om de danske sommerhuse. Mange udlejere melder udsolgt, og ifølge tal fra Danmarks Statistik blev der i første kvartal i år solgt 95 procent flere sommerhuse end i samme periode sidste år. Og med et stigende salg af elbiler er adgangen til at kunne få ladet bilen op blevet et konkurrenceparameter, man som udlejer må forholde sig til i det danske sommerland.
– Der er sket en stor ændring i, hvordan vi bruger vores sommerhuse, og hvad der skal være af installationer. Her ser vi, at flere er begyndt at få installeret elbilladere. Over de seneste ti år er stabilt WiFi blevet et afgørende krav for langt de fleste gæster, og nu ser vi, at rigtig mange gæster fravælger sommerhuse, hvor det ikke er muligt at få ladet elbilen op på stedet, siger Poul Fejer Christiansen, der er vicedirektør i Feriehusudlejernes Brancheforening, i en udmelding.
Efterspørgsel på himmelfart
Under coronapandemien har der ifølge Feriehusudlejernes Brancheforening været ekstra mange mennesker i de danske sommerhusområder. Særligt fordi mange af de ejere, som ikke udlejer deres sommerhuse, har været der mere end normalt, og det har skabt en ekstra stor belastning på de lokale elnet.
Blue Install er en del af virksomheden Solar og en frivillig landsdækkende sammenslutning af el-installatører, som er specialiseret i at etablere ladestandere til elbiler. Her genkender man den stigende efterspørgsel på området.
– I sommerhusområder over hele landet har vi oplevet en markant stigning i efterspørgslen på lademuligheder til elbiler, og det er jo en vigtig og naturlig del af den grønne udvikling, vi gennemgår, siger Dennis Jeppesen, der er salgsdirektør for Klima og Energi hos Solar, og understreger:
– Hvis man som elbilejer kommer til et sommerhus uden ordentlig lademulighed, så er risikoen der også for, at man bruger den almindelige stikkontakt. Det kan i værste fald føre til forhøjede temperaturer og brand, og derfor bør man ikke på kompromis med ladeudstyret.
Tyskerne kommer
I Norge blev der allerede sidste år solgt flere elbiler end konventionelle biler, mens vi i Danmark fortsat halter betydeligt efter vores nordlige nabo målt på andelen af elbiler. Efterspørgslen på lademuligheder fra de tyske turister vil sandsynligvis også blive øget markant inden for nærmeste fremtid.
– I dag er det især turister fra Norge, hvor en langt større del af befolkningen kører på el, der stiller krav til opladestandere, men inden længe følger de mange tyske bilturister efter. De kører som regel i nyere biler end danskerne – ikke mindst dem der kører på bilferie, fordi de prioriterer det. Behovet bliver kun større fremover, og vi er et langt bedre turistmål, hvis det udbygges, siger Poul Fejer Christiansen.