I forbindelse med udstillingen RES PUBLICA på Kunstmuseet i Tønder – Museum Sønderjylland, har det Berlinbaserede internationale forlag Hatje Cantz udgivet forskningspublikationen Res Publica: Art as a Public Affair.
Bogen er redigeret af billedkunstner og forfatter Claus Carstensen, som også har kurateret udstillingen. Både bog og udstilling omhandler og undersøger offentlighedsbegrebet og dets tydelige relation til kunst og visuel kultur på tværs af tid og rum.
Offentlighed som forhandlingsrum
I bogen Res Publica: Art as a Public Affair,belyser og diskuterer Claus Carstensen offentlighedsbegrebet og dets aftegning af samt indflydelse på den visuelle kultur, kunst og politik. Det gør han sammen med den semiotiske sprogforsker, forfatter, skuespiller og musiker Per Aage Brandt, kunstkritiker, filosof og medieteoretiker Boris Groys samt kunsthistoriker, museumsinspektør og forfatter Jens Tang Kristensen.
Den internationale engelsksprogede publikation er en tværæstetisk analyse af, hvad det omskiftelige offentlighedsbegreb kan siges at dække over. Som et grundlæggende moderne begreb er offentligheden omskiftelig, og det står – som filosoffen og sociologen Jürgen Habermas allerede har påpeget – konstant til forhandling. Men ligesom demokratiet kan der også argumenteres for, at begrebet er truet og måske endda under afvikling. For forestillingen om det kun tilsyneladende pluralistiske offentlighedsbegreb knytter sig nemlig også til andre komplekse og kun tilsyneladende inkommensurable begreber som identitet, ytringsfrihed, nationalstatstænkning, migration, totalitarisme og demokrati.
Det er alle disse indbyrdes komplekse relationer og diskursive sprogspil, der analyseres i den i alt 320 sider gennemillustrerede publikation.
Kunstneriske bidrag
Foruden forfatterbidragene indeholder bogen værker af kanoniserede kunstnere såsom Claus Carstensen, C.F. Hill, Asger Jorn, Franciska Clausen, Herbert Volkmann, John Heartfield og Wilhelm Freddie. Dertil også værker af dels den i dag fortsat marginaliseret og offentligt udskammet gruppe af kunstnere såsom Jes Jacobsen, Harald W. Lauesen og Jeppe Madsen-Ohlsen.
Fakta: Res Publica: Art as a Public Affair.
- Redigeret af: Claus Carstensen
- Tekster af: Per Aage Brandt, Claus Carstensen, Boris Groys, Jens Tang Kristensen
- Grafisk design: Rasmus Eckhardt, Anne Lotte Grønbæk
- Sprog: Engelsk
- December 2024, 320 sider, 260 fotos
Bogen koster 250,- og kan købes på Kunstmuseet i Tønder.
Bogen kan også købes på hatjecantz.com
Fakta: RES PUBLICA
- Udstillingen er kurateret af den danske kunstner, kurator og forfatter Claus Carstensen (f. 1957, Sønderborg)
- Udstillingen indeholder værker af Claus Carstensen, Franciska Clausen, Asger Jorn, C.F. Hill, Jörg Immendorff, Herbert Volkmann m.fl
- Udstillingen kan ses på Kunstmuseet i Tønder indtil 2. marts 2025
- Udstilling og bog er realiseret med generøs støtte fra Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet, William Demants Fond, 15. juni Fonden, Statens Kunstfond, Grosserer L. F. Fogts Fond og Venner af Kunstmuseet i Tønder.
Fakta: Kunstmuseet i Tønder
Museets kunsthistoriske ansvar omfatter dansk kunst fra guldalderen og frem, med særlig fokus på kunst med relation til Sønderjylland og strømninger i nordeuropæisk kunst i det 20. århundrede og fremefter.
Kilde: Museum Sønderjylland