Kendt konferencier til Sønderjysk Kagefestival i Tønder – Køb deltagerbillet her

Arkivfoto - Sønderjysk Kagefestival i Tønder 2021 blev et flot og velbesøgt arrangement - Foto Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Ved Sønderjysk Kagefestival 30. april skal der også afvikles DM i Brödtort, og det bliver med den særdeles kompetente kagekender Markus Grigo som konferencier. Måske kan han ikke helt lægge dommerrollen fra sig den dag.

Når det 30. april skal afgøres, hvem der er mester for at bage landets bedste rugbrødslagkage – brödtort – foregår det naturligvis i Sønderjylland, nærmere bestemt i Tønder, hvor konkurrencen er en del af Sønderjysk Kagefestival.

Og det bliver en kendt kagekender, der styrer deltagere og publikum igennem konkurrencen, nemlig Markus Grigo, som siden 2017 har været den ene af dommerne i det populære tv-program ‘Den store bagedyst’. Markus Grigo er uddannet bager og kok i Tyskland, hvor han er født og opvokset. Siden 1991 har han boet i Danmark og har arbejdet som dessertkok på nogle af landets toprestauranter. Det er også blevet til en række bogudgivelser om det søde univers. Ved DM i Brödtort er han konferencier, men kan måske også godt finde på at smage på konkurrencekagerne og give sin vurdering af dem. Afgørelsen ligger dog i hænderne – eller rettere i smagsløgene – på et nøje udvalgt dommerpanel.

Ny i panelet i år er journalist og influencer Sisse Sejr-Nørgaard, der er stor fan af Den store bagedyst og derfor skriver meget om programmet – og kage i det hele taget – på sin profil ‘sissesejr’ på Instagram. Hun er født i Haderslev og har derfor den sønderjyske kagetradition med sig. Ny dommer er også Enie van de Meiklokjes, som er vært på den tyske udgave af bagedysten. Hun forstår og taler lidt dansk og har faktisk også gæstet det danske tv-program for et par år siden. En anden bagedystkending er Katja Stock Pekruhn fra Aabenraa. I 2013 var hun deltager i Den store Bagedyst og blev kendt og elsket for sit sønderjyske sprog. Hun bager stadig som ‘Æ Kachkuun’, og ud over at være dommer ved DM holder hun også et lille foredrag ved kagefestivalen. Desuden er der ligesom sidste år to fagdommere: Iver Hansen, der er formand for Sønderjyllands Bagerlaug og Trine Bladt, der er underviser på bager- og konditoruddannelsen på EUC Syd i Tønder. Endelig får Tønders borgmester Jørgen Popp Petersen også fornøjelsen af at smage sig igennem rugbrødslagkagerne.

Amatørbagere fra hele landet kan melde sig til konkurrencen, der foregår mellem klokken 12 og 13 den 30. april. I 2021 blev konkurrencen vundet af Walter Petersen fra Tønder.

Festivalen foregår i Tønders gågader, hvor der bliver livemusik, foredrag, loppemarked, konkurrencer og ikke mindst et overflødighedshorn af kager – nemlig alle de 21 forskellige slags kager, som hører sig til i det store sønderjyske kaffebord.

Alle, der køber en festivalbillet, får et klippekort, som er adgangskortet til at smage alle 21 kager. I år sættes der 500 billetter til salg, og arrangørerne håber dermed, at der er billetter nok til alle kageglade.

Fakta Sønderjysk Kagefestival

Sønderjyske Kagefestival finder sted lørdag den 30. april i Tønders gågader, hvor der vil være et væld af aktiviteter som livemusik, boder, konkurrencer, loppemarked og foredrag og talks.

Hvis man vil prøve at smage sig igennem alle kager fra det traditionelle sønderjyske kagebord, kræver det en billet. Den koster 205 kr. og giver adgang til smagsprøver på 21 forskellige kager.

Køb din billet her

Hele programmet kan ses her og her kan man også købe billetten www.sønderjysk-kagefestival.dk.