Onsdag den 4. september 2024 inviterer Danmarks Naturfredningsforening – Aabenraa Lokalafdeling til det første møde omkring Aabenraa Fjord.
– kl. 16.30 starter vi ved Sønderstrand, Aabenraa Fjord (ved Aabenraa Sejlclubs grillplads) – udvalgsformand Erik Uldall Hansen er hovedtaler, og der er efterfølgende debat med temaet ”Hvad gør lokalpolitikerne for at formindske udledninger til Aabenraa Fjord?”
– Torsdag den 5. september giver vi stafetten videre til Sønderborg. Her starter arrangementet kl. 15.30, hvor borgmester Erik Lauritzen er hovedtaler.
Fredag den 6. september er stafetten tilbage ved Flensborg Fjord, Kollund Mole. Her startes kl. 13.45.
Her vil lokalpolitikerne Susanne Provstgaard og Michael Christensen debattere om lokalpolitikernes indsats for Flensborg Fjord.
Dansk/tysk debat på Skomagerhusbroen
De sender stafetten videre til Skomagerhusbroen, hvor borgmester Jan Riber Jakobsen samme dag – 6. september kl. 15.30 vil tage imod den og starte en debat/dialog med tyske og danske politikere om at skabe løsninger for Flensborg Fjord på tværs af grænsen.
30 fjorde – 30 dage er et landsdækkende event, der løber i dagene 21. august – 20. september 2024.
– Formålet med vores event er at sende et fælles budskab til politikerne om, at vi vil have en levende havnatur med fisk og en sund havbund tilbage i vores fjorde.
Danmarks Naturfredningsforening, Aabenraa afdeling, arrangerer det lokale event, dels for at holde fokus på alvorligheden for vores kystvande, dels fordi vi ikke mener, at aftalerne i den grønne trepart vil bidrage til forbedringen af vores fjorde i tide.
– Flensborg Fjord er udtaget som en fjord, der skal hjælpes – men udsigten til, at vi når god økologisk tilstand i 2027, mener vi ikke er realistisk.
– Der udledes stadig næringsstoffer fra landbruget og på det seneste ser vi, at udledninger af spildevand til Flensborg Fjord, heller ikke er under kontrol.
Et samarbejde på tværs af grænsen er nødvendigt. Der skal indgås aftaler mellem danske og tyske myndigheder/organisationer – alle tiltag, små eller store, tæller.
– Vi skal i gang – inden det er for sent.
Resultatet af debatten bliver en opfordring, som vi efterfølgende sender til miljøminister Magnus Heuniche og til vores nabo Tobias Goldschmidt, Minister für Energiewende, Landwirtschaft, Umvelt, Natur und Digitalisierung des landes Schleswig-Holstein.
– Vi håber på et snarligt møde og samarbejde mellem de to ministerier.
– Hvis I har tid og lyst til at gøre en forskel – så mød op. Alle er velkomne til at deltage i
debatten, kom og bak op, jo flere – jo bedre.
Tilmelding er ikke nødvendig.
Kilde: DN Aabenraa