Ikke alle cyklister er lige gode til at have pæren i orden – i Tønder var de oplyst

Ved Campus i Tønder havde alle cykler lys på. Fotomontage Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Færdselspolitiet har for nyligt gennemført en særlig indsats med fokus på de bløde trafikanter. En del cyklister fik bøder, fordi de ikke havde styr på lygterne, men der var også lyspunkter.

Betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politis Færdselsafdeling havde bødeblokken fremme i alt 79 gange i forbindelse med en særlig indsats for nyligt, der fokuserede på de bløde trafikanter.

Ud af de 79 bøder blev de 71 givet til cyklisterne, der i mange tilfælde ikke havde styr på, hvornår de skulle have lys på cyklerne.

Hovedparten af bøderne, 40, blev givet i forbindelse med kontroller i Esbjerg. 

Samtidig peger lederen af færdselsafdelingen, Knud Reinholdt, på, at der dog også er lyspunkter.

– En morgen var vi til stede i Storegade i Esbjerg. Og ud af 75 cyklister var det udelukkende to, der ikke havde lys på cyklen. Tilsvarende gennemførte vi også en kontrol ved Campus i Tønder, og her havde alle lys på cyklen, fremhæver Knud Reinholdt.

Ved kontroller i den øvrige del af politikredsen blev der skrevet 18 bøder i Sønderborg, 16 i Aabenraa og fem i Vejen.

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi