I dag, søndag den 13. september 2026, åbner Naturnationalpark Gribskov

I dag indvier miljøminister Maria Reumert Gjerding Danmarks anden naturnationalpark: Naturnationalpark Gribskov.

1300 hektar, hvor skoven skal være urørt, træer skal have lov at vælte og blive liggende, og menneskeskabte grøfter skal fjernes, så moser og vådområder bliver naturligt genetableret. Det er ambitionen for Naturnationalpark Gribskov, Danmarks anden af sin slags, som miljøminister Maria Reumert Gjerding i dag indvier. 

”I dag er en fantastisk dag for naturen. Vi har brug for områder, hvor naturen er førsteprioritet, og hvor der bliver skabt flere og bedre levesteder for truede dyr og planter – fx de rødlistede arter sortspætten og koralpigsvampen, som lever i netop Naturnationalpark Gribskov. Derfor er jeg simpelthen så glad for i dag at kunne indvie Danmarks anden naturnationalpark,” siger miljøminister Maria Reumert Gjerding. 

Ministeren indvier også en ny vandrerute, Gåsehus, på 2 km, der på tilgængelige skovveje giver besøgende et fint udsnit af naturtyperne i Naturnationalpark Gribskov. 

Indvielsen finder sted kl. 10-13. Det er åbent for alle, og der er aktiviteter for både voksne og børn. 

Læs mere i programmet her. 

Fakta:

  • Naturnationalparken skal bidrage til at styrke naturen og biodiversiteten i Danmark ved etablering af et større sammenhængende naturområde, hvor naturen i højere grad kan udvikle sig på egne præmisser.
  • Naturnationalpark Gribskov udgør 1.300 hektar og ligger i den centrale del af Gribskov. Naturnationalparken dækker cirka ¼ af Gribskovs samlede areal.
  • Der genskabes naturlig hydrologi, så moser og vandhuller vender tilbage i landskabet. Derved vil der blive skabt mange varierede levesteder for en lang række sjældne og truede dyr og planter. Her vil elge sammen med krondyr, dådyr , rådyr og stude græsse i en stor sammenhængende hegning, der vil være med til at skabe et varieret skovlandskab med små og store lysåbne, våde og tørre områder. Elgene forventes at blive sat ud senere på året.
  • Inde i selve naturnationalparken vil stier og ruter lede dig rundt, så du kan opleve det store område, og der er etableret 12 nye markerede vandreruter.