– Hvad skal vi med fagforeningerne? Har almindelige lønmodtagere noget ud af dem – altså kontant? Som den første har Mona Striib fra FOA svaret

Arkivfoto - Bevar Store Bededag - Fagbevægelsens store demonstration i København skal vise politikerne, at de ikke skal røre danskernes helligdage. Foto: FOA Sønderjylland.

Hej Erik og Sydnyt

Du har bedt om 5 gode kontante grunde for at medarbejderne i hjemmeplejen skulle melde sig ind i fagforeningen FOA.

Der er naturligvis mange grunde til at være medlem af FOA, som også handler om andre ting end lige præcis de kontante fordele 😊. Her kan man fx nævne at vi sikrer karrierer-veje i dit fag, at det er FOA der er med til at sikre gode uddannelses- og efteruddannelsesmuligheder.

Men som svar på dit spørgsmål, vil jeg fx pege på disse fem ret kontante fordele ved at være medlem af FOA.

Med venlig hilsen

Mona Striib

Fem kontante grunde til at vælge FOA

Din løn stiger på grund af FOA:
Først og fremmest er det FOA, der forhandler din overenskomst. Det er faktisk en ret kontant fordel. Når en nyuddannet social- og sundhedsassistent i dag får omkring 2.000 kroner mere om måneden end for tre år siden, så er det resultatet af FOAs overenskomstforhandlinger. Og når vi til foråret skal forhandle igen, så går vi efter at sikre et solidt resultat til FOAs medlemmer. Det er også via overenskomsterne, at vi fastsætter din arbejdsmarkedspension og sikrer rammer omkring dit arbejdsliv – fx varsler for at blive kaldt på arbejde og betaling for overarbejde.

1,2 milliarder til uheldige medlemmer:
En anden kontant fordel handler om at have stærk fagforening i ryggen, hvis du fx bliver ramt af en arbejdsskade, og det er der desværre mange lønmodtagere, der gør. FOA henter meget store beløb hjem til vores medlemmer, når de er blevet ramt af en arbejdsskade. På under fire år har FOA hentet 1,2 milliarder milliard kroner i erstatning til FOAs medlemmer – 1.200 millioner kroner.

Løntjek sikrede Berit 47.000 kroner:
Man kan også nævne muligheden for at få et løntjek, som FOA kan tilbyde vores medlemmer, fordi vi har ekspertisen til at gennemskue, når noget er galt. Det er der ofte, og det kan dreje sig om ganske store beløb. Vi havde fx en sag fra FOA Sønderjylland, hvor et FOA-medlem, Berit, fik udbetalt godt 47.000 kroner, efter at FOA havde undersøgt hendes løn-sag. Den lokale afdeling, der kendte hendes arbejdsforhold, fandt ud af, at arbejdsgiveren havde reguleret hendes løn på en forkert måde i fem år.

FOA sikrer dit arbejdsliv:
En fjerde meget kontant fordel handler om, at det er FOA, der via vores overenskomster sikrer, at der er ro og regelmæssighed omkring dit arbejdsliv, så du ikke pludselig kan blive kaldt på arbejde ud af det blå. Det er også os, der sikrer, at du får ekstra betaling, når du tager overarbejde eller snupper en ekstra vagt for at hjælpe kollegaerne.

FOA sikrer din økonomi ved konflikt:
Om lidt skal vi igen forhandle overenskomster på det offentlige arbejdsmarked. Hvis man er meldt ind i FOA inden 1. februar, så er man automatisk sikret penge, hvis forhandlingerne ender med konflikt i form af enten lockout fra arbejdsgivernes side eller strejke fra lønmodtagernes side. Det kan hurtigt koste mange penge for den enkelte, men er man medlem af FOA, er man sikret penge. 

Kilde: Mona Striib/FOA