Havørreder og laks får en hjælpende hånd i Vidåsystemet ved Tønder

Foto fra lakspremieren i Vidåsystemet 2021 - det er fisk som disse lystfiskerne går efter fra 16. april. Vær opmærksom på at den midterste lystfisker både har har fanget en laks og en havørred. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Ændringer ved Hestholm Sø skal være med til at øge fiskebestanden i Vidåsystemet. To forbindelser mellem Grønå og Hestholm Sø er blevet lukket. Det forventes at betyde, at en væsentlig mindre del af fiskeynglen bliver spist af fugle og rovfisk i Hestholm Sø og dermed gennemfører deres vandring til Vadehavet.

Tidligere har det været sådan, at Grønå løb igennem Hestholm Sø. I forbindelse med etableringen af søen blev der tre steder lavet direkte forbindelse mellem åen og søen, men det har vist sig, at det har haft negative effekter for ørred- og lakseynglen.

Ændringerne betyder, at to af de tre steder, hvor Grønå og Hestholm Sø var i direkte forbindelse, er blevet lukket. Det betyder, at tabet af yngel vil blive væsentligt reduceret.

Lukning af de to af forbindelserne vurderes samtidig at være gunstig for den truede laksefisk snæbel, da vandhastigheden i søen bliver reduceret, hvilket er optimalt for snæblens yngel.

Det er Tønder Kommune, der har udført arbejdet, og Torben Kjær, der er formand for Sportsfiskerforeningen Vidå, siger:

– Sportsfiskerne har i mange år arbejdet sammen med Tønder Kommune om at forbedre fiskebestandene i Vidå-systemet, men det har været vanskeligt at finde en løsning på problematikken ved Hestholm Sø. Derfor er jeg selvfølgelig ekstra glad for, at det nu er lykkes at finde en løsning, som tilgodeser både ørred, laks og snæbel. Jeg håber og tror på, at det vil give et markant løft til især vores havørredbestand, som har været under pres i mange år, siger Torben Kjær.

FAKTA:

Det store indløb var cirka 40 meter bredt. Det er lukket med 900 m3 jord.

Ved lukning af det lille indløb på cirka 15 meter er der brugt 400 m3 jord.

Jorden er skrabt af det gamle dige, som var bevaret på begge sider af indløbene.

Projektet foregår i et Natura2000 område, hvor bl.a. snæbel er på udpegningsgrundlaget, og derfor har det krævet en lang godkendelsesproces, da det skal kunne udelukkes, at projektet er til ulempe for snæbel.

Ved at lukke for søen håber lystfiskerne at der stadig kan fanges laks som disse og at skarven ikke får nemt spil. Foto: Erik Egvad Petersen