Haven: Kampen mod Japansk Pileurt er startet

Japansk Pileurt skyder op med flere centimeter om dagen her i maj måned. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Japansk Pileurt skyder kraftigt her i maj måned og dækker lynhurtigt et stort område. Der er tale om enj såkaldt invasiv art.

Noget af det bedste man kan gøre er at forhindre den i at etablere bestande. Dette kan gøres ved, at nyetablerede planter rykkes op eller rodstikkes. Herefter skal man sikre sig, at rester af rodnettet ikke har overlevet.

Bekæmpelsesmetoder

Oprykning
Nyetablerede planter kan som nævnt rykkes op. Dette er mere effektivt end at slå de nye planter, da man ofte kan få rykket noget af rodstænglen med op, hvilket svækker planten mere end en slåning. Det er vigtigt ikke at efterlade oprykkede planter, da disse kan etablere sig igen.
Oprykning egner sig kun som bekæmpelsesmetode til nyetablerede planter, ikke til etablerede bestande.

Opgravning
Japan-pileurt er svær at bekæmpe ved opgravning da der kun skal være ca. 1 cm lang stump tilbage af rod- eller stængeldele, for at planten kan skyde igen. Det er derfor meget arbejdskrævende at opgrave japan-pileurt. Ved større bestande vil opgravning kun være muligt med maskiner. Det opgravede materiale skal bortskaffes så der ikke kan ske en genetablering.
Opgravning kan være en dyr bekæmpelsesmetode. I en undersøgelse fra England har man opgjort udgifterne ved opgravning til £ 23 (ca. 250 kr.) pr. m2, svarende til ca. 2,5 mio. kr. pr ha.

Slåning
Slåning kan ikke udrydde japan-pileurt, men kan hindre at den breder sig yderligere. Slåning har også vist sig at kunne bryde pileurt-bestandenes dominans, så der bliver plads til en vegetation med mange forskellige arter. Slåning bør foretages hyppigt, og bør fortsætte mindst 10 år. Efter et par års hyppige slåninger skulle planten dog være så svækket, at der kun skulle være behov for et par slåninger om året. Slåning kan med fordel startes allerede om vinteren. Vær dog opmærksom på at slåning kan øge skudtætheden. Det afklippede materiale skal bortskaffes så der ikke kan ske en genetablering, selv små 1 cm lange stykker af stænglen kan skyde til nye planter, hvis det efterlades på jorden.

Græsning
Hvis der er rigeligt med saftigt græs tilstede vil græssende dyr foretrække dette frem for japan-pileurt. Dog ædes gerne friske skud af japansk pileurt. Afgræsning af planten kan derfor sikres ved at slå planten i maj og juni. Planten vil efter slåning danne friske skud der græsses fra juli og resten af sommeren. Da dyrene ikke æder de store planter kan græsning kun anvendes til at holde japan-pileurt nede – den bliver ikke udryddet. Inden man udsætter dyr er det vigtigt at fjerne de gamle, tørre stængler fra sidste år, da disse er knivskarpe og dyrene kan skære sig på dem.

Plantning af “skygge”-planter
Da japan-pileurts evne til at sprede sig forringes kraftigt når den skygges, kan man ved at plante skygge-planter omkring en bestand begrænse, eller i nogle tilfælde helt stoppe, dens videre udbredelse. Bland andet skulle Rød-el ( Alnus glutinosa ) være velegnet til dette formål.

Kemisk bekæmpelse
Pesticid kan anvendes til at bekæmpe japan-pileurt. En mulighed er at slå planterne i ca. 5 cm højde inden direkte påførsel af bekæmpesesmidlet. Fordelen ved denne metode er at den ikke kommer til at berøre andre dele af vegetationen. Det er usandsynligt, at japan-pileurt kan bekæmpes med én behandling. 

En anden metode er at beskære planterne sent på foråret eller om sommeren, og derefter sprøjte den opvækst der dukker op.

Japansk Pileurt skyder op med flere centimeter om dagen her i maj måned. Foto: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk

Kilde: Miljøstyrelsen