Havde ikke noget kørekort: Først var bilen stjålet, så alligevel ikke…

Østjyllands Politi fortæller: Tændt bagrudevisker blev en dyr fornøjelse

Kl. 02.59 natten til onsdag kørte en patrulje på Skanderborgvej i Aarhus, da den blev opmærksom på en forankørende bil, der havde bagrudeviskeren kørende, på trods af at der var tørvejr. Betjentene syntes, det var lidt underligt, og de besluttede at kigge lidt nærmere på bil og fører. 

Føreren af bilen blev bedt om at køre ind til siden, og han oplyste med det samme, at han ikke havde noget kørekort, og at han i øvrigt have stjålet bilen fra en kammerat, der ikke vidste, at han havde taget den. 

Den 40-årige mand blev derfor indledningsvist anholdt og sigtet for kørsel uden førerret samt brugstyveri af bil. I forbindelse med visitation af manden fandt betjentene flere tusinde kroner i hans bukselommer. Betjentene kontaktede derfor SKAT, der kunne oplyse, at den 40-årige mand skyldte en del penge til det offentlige, og størstedelen af pengene blev derfor beslaglagt. 

Kort efter erkendte manden, at han alligevel ikke havde stjålet bilen, men lånt den af sin kammerat, der via et telefonopkald bekræftede dette over for patruljen. Den 39-årige kammerat blev derfor sigtet for at låne sin bil ud til en person uden kørekort, og den 40-årige mand blev løsladt igen.