– Har du tjekket forskudsopgørelsen 2023?

På to uger er der logget på forskudsopgørelsen 4,9 mio. gange. Her har danskerne tjekket deres skattebudget for 2023, og hele 800.000 danskere har rettet og derfor fået en ny forskudsopgørelse. Det er overraskende, for tallet plejer at være ca. 450.000.

Danskerne har været gode til at få tjekket deres skatteforhold for 2023. Hele 4,9 millioner gange er der blevet logget på forskudsopgørelsen siden den 15. november, hvor forskudsopgørelsen 2023 åbnede. Flere danskere end normalt har været inde og rette i deres oplysninger, viser nye tal:  

– Vi ser en ny rekord, simpelthen. Efter to uger er der 800.000 danskere, der sidder med en frisk og opdateret forskudsopgørelse. Normalt plejer vi at se et tal i omegnen af 450.000 danskere med en ny forskudsopgørelse på samme tidspunkt, fortæller underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen.

Hvis der er sket ændringer i ens liv i løbet af 2022, fx nyt job eller et nyt boliglån, skal man selv sørge for at rette på forskudsopgørelsen 2023. Står der de rigtige tal på forskudsopgørelsen, betaler man det rigtige i skat i løbet af året – og får samtidig de rigtige fradrag hver måned.

– Når 800.000 danskere allerede nu har fået en ny forskudsopgørelse for næste år, er det fordi, at de har været grundige. De har ikke bare skimmet deres forskudsopgørelse, men også gået posterne igennem og rettet der, hvor de kunne se, at tallene skulle opdateres. Så det er helt klart positivt, at mange gerne vil have et skattebudget, der stemmer, siger Jan Møller Mikkelsen.

Danskerne har ændret i en del forskellige ting på forskudsopgørelsen, men nogen af de mest rettede felter handler om løn, befordringsfradrag og renteudgifter til lån.

203.000 borgere har ændret i deres løn, 86.000 borgere har ændret i befordringsfradraget, 78.000 borgere har ændret i renteudgifterne for deres realkreditlån, mens 71.000 har ændret i deres bankrenteudgifter på forskudsopgørelsen for 2023.

De mest stillede spørgsmål

Danskerne har udover at være meget aktive på skat.dk også ringet og skrevet til Skattestyrelsen mere i år end sidste år efter åbningen af forskudsopgørelsen

– Borgerne vil gerne have rettet selv små beløb, hvis de kan få et højere fradrag næste år. Og så vil de gerne vide, hvor deres oplysninger på den ny forskudsopgørelse egentligt kommer fra – og om det hele står rigtigt, fortæller Jan Møller Mikkelsen.

I den første uge efter åbningen i midt november er der blevet ringet ind cirka. 22.500 gange, mens tallet sidste år var 8.200 opkald.

– Vi oplever en positiv stemning, og langt de fleste er glade for at have fået forskudsopgørelsen 2023 på plads i god tid. Vi mærker, at danskerne gerne vil have bedst muligt overblik over økonomien næste år, afslutter Jan Møller Mikkelsen.

Du skal særligt tjekke din forskudsopgørelse for 2023, hvis du i år:

  • har fået nyt job eller er gået op/ned i løn
  • har skiftet indtægtstype, fx skiftet fra løn til dagpenge eller omvendt
  • har hjemmearbejdsdage
  • har købt eller solgt en bolig
  • har fået nyt lån eller har fået ændret renten på dit eksisterende lån
  • har ændret overskud i egen virksomhed, eller virksomheden er lukket

Kilde: Skattestyrelsen