Teatret Møllen i Haderslev kan i denne uge byde publikum velkommen til sæsonens første premiere. Titlen på forestillingen er ”Sort Sol – Fladt Land”. En teaterkoncert, der er et musikalsk portræt af Sønderjylland og Sydslesvig. Premieren finder sted lørdag den 19. oktober, som samtidig bliver kulminationen på mange måneders arbejde og forberedelser.
Forestillingen er baseret på fire dramatikeres rejse rundt på egen hånd i henholdsvis Tønder, Sønderborg, Aabenraa og Haderslev – samt en tur over grænsen. På baggrund af deres oplevelser har dramatikerne forfattet mere end 30 tekster bestående af forskellige historier, digte og sange. Det er de fortællinger og sange, som ”Sort Sol – Fladt Land” er baseret på og inspireret af.
I Sønderborg Kommune var det eksempelvis skuespiller Thomas C. Rønne, der i efterhånden snart 10 år har medvirket i flere af Møllens forestillinger, som var på opdagelse rundt på egnen. Det begyndte med en cykeltur fra færgelejet i Fynshav, hvorfra turen ellers gik rundt på Als, til Sønderborg-by og videre til blandt andet Broager. Særligt den smukke natur endte med at gøre indtryk på skuespilleren:
”Det viste sig, at cyklen var en virkelig god måde at komme rundt på øen på og ikke mindst til at opleve landskabet, lydene, duftene og menneskene på. Jeg kom ind i flere kringelkroge, end jeg ville have gjort, hvis jeg helt bekvemt havde taget bilen. Det var nærmest som om, at den friske luft var med til at forstærke indtrykkene og sanseligheden – og så gjorde det jo heller ikke noget, at vejret var godt,” siger Thomas C. Rønne.
Teatret Møllens jubilæumsforestilling
”Sort Sol – Fladt Land” er ikke bare Teatret Møllens første premiere denne sæson, men også en markering af teatrets 50-års jubilæum. Møllen åbnede første gang for publikum i 1974, og har siden da produceret over 120 forskellige forestillinger, der har taget udgangspunkt i alt fra Holberg, Molière, Shakespeare og Bertolt Brecht til gamle italienske film, svensk dramatik og lokale historier. Forestillingerne har både spillet lokalt i Haderslev og på turné i resten af landet, og det er netop denne dobbelte forpligtelse, til både det lokale og det nationale, der er i centrum for ”Sort Sol – Fladt Land”.
”Forestillingen er blevet en kærlighedserklæring til de mennesker, den historie og den kultur, der har formet vores del af landet. Undervejs bliver publikum mødt med forskellige historier, der alle er forankret i grænselandet, men som på mange måder kunne finde sted hvor som helst i Danmark,” siger teaterchef Nikolaj Mineka.
Efter premieren den 19. oktober spiller forestillingen i tre uger på Teatret Møllen – frem til den 9. november. Interessen for forestillingen har været stor, men det er stadigvæk muligt at få billet til enkelte dage. I midten af november rykker forestillingen til København, hvor den spiller på Teater V i Valby, og i næste sæson er det planen, at forestillingen skal på turné i resten af landet.
Billetter og info – se mere her
Kilde: Teatret Møllen