En enig bestyrelse på Teatret Møllen har besluttet at forlænge teaterchef Nikolaj Minekas kontrakt frem til midten af 2030. Beslutningen falder samtidig med et skifte i bestyrelsen, hvor formand Simon Faber, der har stået i spidsen siden december 2021, træder tilbage, og bestyrelsesmedlem Henrik Rønnow overtager posten som ny formand.
Forlængelsen sker i en periode, hvor Teatret Møllen arbejder målrettet med en strategi frem mod 2030. Strategien har blandt andet fokus på at styrke teatrets tilstedeværelse i hele regionen gennem nye scenekunstformater uden for teatrets egne rammer og et øget samarbejde med lokale og regionale aktører. Simon Faber peger på, at tidspunktet for formandsskiftet hænger tæt sammen med teatrets udvikling:
“Jeg har været en del af bestyrelsen siden 2013 og var med til at ansætte Nikolaj. Bestyrelsen har haft fokus på et generationsskifte, der respekterer Møllens ånd og samtidig giver plads til fornyelse og modernisering. Det skifte er nu fuldbyrdet. Teatret Møllen står stærkt både lokalt og nationalt, med Nikolaj som teaterchef og Diana i en tydelig rolle som souschef. Derfor er det et naturligt tidspunkt at give stafetten videre.”
Den kommende periode vil også rumme et arbejde med at styrke teatrets fysiske rammer og sikre de nødvendige ressourcer til produktioner og gæstespil. Den nye formand, Henrik Rønnow, ser frem til opgaven:
“Teatret Møllen er en væsentlig aktør i kulturlivet – ikke blot i Haderslev Kommune, men i hele regionen. Jeg ser frem til, sammen med den øvrige bestyrelse, teatrets ledelse og medarbejdere, at arbejde for en fortsat udvikling af de fysiske rammer og for at sikre de nødvendige ressourcer, så teatret også fremover kan levere scenekunst af høj kvalitet.”
For Nikolaj Mineka markerer både formandsskiftet og kontraktforlængelsen en vigtig ny fase for Møllen:
“Teatret Møllen har været mit andet hjem siden 2014, og jeg er stolt af, hvad vi sammen har udrettet gennem årene. Vi har gennemført et succesfuldt generationsskifte uden at miste teatrets røde tråd, og vi har markeret os både lokalt og nationalt. Vores forestillinger har kontinuerligt formået at sætte vores egn på det scenekunstneriske danmarkskort.”
50 års jubilæum
Teatret Møllen har netop fejret sit 50-års jubilæum. I forbindelse med teatrets 40-års jubilæum i 2014 overtog Mineka ledelsen, hvilket markerede et brud med den tidligere kollektive ledelsesform. Siden da har han stået i spidsen for teatrets kunstneriske udvikling og videreført traditionen for nærværende og samfundsrelevant scenekunst fra Haderslev.
“Nu står Møllen over for en række nye og spændende opgaver, og vi går efter at engagere os endnu bredere i hele regionen. Jeg er virkelig glad for, at en enig bestyrelse fortsat ser mig som en del af holdet. Jeg glæder mig til, sammen med teatrets dygtige medarbejdere og alle de scenekunstaktører, vi samarbejder med i regionen, ikke mindst teaterforeningerne, at omsætte vores ambitiøse strategi til virkelighed.”
Under hans ledelse har Teatret Møllen modtaget flere Reumert-nomineringer og -priser og markeret sig gennem forestillinger, lydteaterprojekter, podcasten ”Solæg og gode råd” samt turnéer i Syd- og Sønderjylland, der har bragt scenekunsten tættere på publikum.
