Haderslev Kommune: – Vi sender børn hjem fra skole nu, hvis de skal med skolebus

– Vores skolebusser er i dag voldsomt udfordret af vejret. Derfor er vi nu begyndt at sende de børn hjem fra skole, der skal med skolebus, lyder det fra Haderslev Kommune denne fredag formiddag.

– Derudover opfordrer vi til, at man som forældre selv henter sine børn, hvis de skal med bus og det er muligt.

– For de børn, som har særtransport eller kører med minibus, kører busserne som sædvanligt. Her skal forældre ikke selv hente deres børn. Hvis man alligevel henter sit barn, beder vi om, at man giver besked, så chaufførerne ikke kører forgæves.

Skolen er selvfølgelig åben, og vi sender ikke børn hjem uden at forældrene orienteres direkte.

Situationen på vejene

Vejret er barskt lige nu, da den kraftige blæst giver snefygning mange steder. Det er særligt slemt på de små veje i det åbne land.

– Vi kører med alt disponibelt mandskab, men ved kraftig snefygning kan vejene lukke til kort efter, vi har været der.

– Kør efter forholdene og pas på jer selv.