Haderslev: Ehlers Samlingen åbner igen

Nu bliver det atter muligt at besøge Nordeuropas største samling af lertøj i Slotsgade 20! I begyndelsen af februar blev der taget hul på en række istandsættelser af det smukke, historiske hus på Slotsgade 20. For at den store samling af keramiske genstande kunne være i sikkerhed, måtte store dele pakkes ned og afdækkes. Derfor har dørene til museet været lukket for besøgende indtil nu. Men tirsdag d. 3. maj kan Historie Haderslev atter byde gæster velkommen i både Ehlers Samlingen og Von Oberbergs Hus, som ligeledes har holdt lukket.

– Istandsættelserne er ikke færdige endnu, men første etape er overstået, og samlingen er på plads. Det fejrer vi med ”Åbent Museum” tirsdag d. 3. maj fra kl. 15-17, lyder det fra Ehlers Samlingen.

I dette tidsrum er der gratis adgang til de to museer i Slotsgade, kaffe til de besøgende og oplæg om husets historie og arbejdet med bygningen ved museumsinspektør Nynne Sanderbo Thohøj Martinusen kl. 15:30 og 16:30.

Åbningen indvarsler en spændende sæson hos museerne i Slotsgade, der har flere arrangementer på tapetet. Bl.a. vender ”Komedie i Gården” tilbage med endnu en forrygende forestilling i juni. De nysgerrige kan finde Historie Haderslevs program for foråret og sommeren på bl.a. Kulturhuset Bispen, på museerne og her.

Kilde: Haderslev Kommune