Grusgrav til naturparadis – Nu med folder

Regioner: Gamle råstofgrave skal omdannes til ny natur

Der skal fremover kunne stilles krav om, at råstofgrave forvandles til natur efter endt brug. Det mener Danske Regioner, som ønsker kompetencen til at sikre, at gamle grave på sigt bliver til grønne oaser for lokalbefolkningen.

I Aabenraa Kommune havde borgmester Tove Larsen også visioner for tømte grusgrave

Og det er egentlig ikke nogen specielt ny idè. I det sønderjyske, nærmere betegnet Aabenraa kommune fremlagde den daværende socialdemokratiske borgmester Tove Larsen forslag om at de mange grusgrave i Aabenraa-Rødekro-området kunne laves om til alternative byggegrunde.

Her kunne familier få lov til at bygge deres parcelhuse og have en del jord til og måske holde husdyr.

Og går man længere tilbage i historien er de mange husmandssteder, der typisk blev bygget på dårlig jord ude på landet med lidt mulighed for at holde sig en have og dermed holde leveomkostningerne nede også tiltag, der kan sidestilles med regionernes nuværende forslag om mere natur i tømte råstofgrave.

Coronakrisen har fået mange danskere til at genfinde glæden ved naturen og besøge de grønne naturlommer rundt omkring i landet. Og nu kommer Danske Regioner med et forslag til, hvordan der fremover kan komme endnu mere ny natur i Danmark.

Regionerne er netop nu ved at lægge sidste hånd på de råstofplaner, som viser, hvor der skal graves efter grus, sand og sten i de kommende år, og Danske Regioner foreslår, at regionerne i samme ombæring får kompetence til at sikre, at råstofgravene efter endt brug omdannes til rekreative områder.

På den måde ønsker man både at give noget igen til de lokalområder, hvor der skal graves, samt sikre en gennemsigtighed i hele processen for borgerne.

”Gamle råstofgrave rummer et unikt potentiale for at skabe grønne oaser til gavn for mennesker, dyr og planter. Lige nu har vi ikke kontrol over, hvad råstofgravene bruges til, når de er færdige, men det vil vi få med det nye forslag. Vi håber, at vi kan komme derhen, hvor vi kan se gamle råstofgrave som nye grønne samlingspunkter i stedet for et ar i landskabet,” Heino Knudsen, formand for Udvalget for Miljø og Ressourcer i Danske Regioner.

Regionerne har udarbejdet en publikation, som viser, hvordan råstofgrave mange steder i landet er blevet til et aktiv for lokalområdet efter endt brug. Det gælder fx i den gamle Svogerslev grusgrav og Teglværkssøerne ved Gandrup. Her er der nu anlagt rekreative naturområder, hvor planter, insekter og mennesker trives. Og andre større naturgenopretningsprojekt er på bedding, fx i Kollemorten ved Vejle.

Se folderen her.

Tidligere råstofgrave har den fordel, at der er mulighed for at skabe næringsfattig natur, som er en mangelvare i det opdyrkede danske landskab. Her lever en række sjældne plantearter, urter og insekter, hvis livsbetingelser er under pres.

”Vi har brug for mere natur i Danmark, og dette er en god måde til både at fremme biodiversiteten og skabe nye rekreative områder. Det vil være oplagt at inddrage lokalbefolkningen i planlægningen, for det er helt nødvendigt, at arealerne bruges på den bedste måde – både for natur og mennesker,” siger Heino Knudsen.

Det er i dag muligt at omdanne gamle råstofgrave til natur ifølge råstofloven, men det forudsætter, at lodsejeren er med på ideen, og at kommune og lokale borgere involverer sig. Med det nye forslag fra Danske Regioner vil der være én myndighed, som har det samlende ansvar for at sikre en bedre sammenhæng i planlægningen fra start til slut i råstofindvindingen.