Fleggaard-koncernen har netop offentliggjort regnskabet for 2021/22, der viser fremgang i store dele af
koncernen. Omsætningen steg med 11% til 6,3 mia. kr., mens resultatet før skat steg med 24% og endte på 398 mio. kr.
På trods af en række udefrakommende forhold, der har haft negativ indflydelse på resultatet,
formåede koncernen alligevel at realisere vækst på både top- og bundlinje, hvilket har givet tilfredshed i ledelsen.
Et regnskabsår med eksterne udfordringer – men også med flere rekorder
Selvom corona synes at være et overstået kapitel, er det et faktum, at en stor del af regnskabsåret var påvirket af corona restriktioner i grænsehandlen, herunder skærpede rejsevejledninger. De danske og tyske restriktioner betød, at grænsehandelsaktiviteterne i en periode blev begrænset til et minimum, og både Fleggaard- og Calle-butikkerne mistede vigtige salgsmåneder. Samtidig skabte energi- og inflationskrisen den næste store udfordring. Særligt koncernens grossistvirksomhed Dangaard Group oplevede faldende forbrugertillid på centrale markeder med en vigende efterspørgsel på navnlig elektronikprodukter til følge.
Men det var bestemt ikke alle koncernens selskaber, der oplevede nedgang i aktiviteterne. Blandt koncernens grossistselskaber fastholdt ASWO foregående års rekordniveau, mens Famobra endda overgik sidste års rekordresultat. Også koncernens leasingselskaber formåede at fastholde et godt momentum i et konkurrencepræget marked. Med afsæt i et strategisk opkøb og fokus på organisk vækst leverede Fleggaard Leasing således et rekordresultat for 2021/22.
Adm. Koncerndirektør Jens Klavsen om regnskabsåret 2021/22:
– Det har igen været et år langt fra ”normalen”. Der har været begivenheder, som har påvirket os kommercielt, men også på det menneskelige plan. Vi har måttet tilpasse strategien undervejs, men har formået at holde kursen, og set i det lys er vi godt tilfredse med resultatet.
Verden i forandring
De mange forandringer i omverden kommer givetvis også til at påvirke koncernens indeværende regnskabsår, som startede den 1. oktober 2022.
Adm. Koncerndirektør Jens Klavsen om indeværende regnskabsår:
– Vi er kommet fornuftigt fra start i det nye regnskabsår. Grænsehandlen er på vej tilbage til et stabilt niveau, og der er bedring at spore på internationale grossistmarkeder. Der er helt sikkert stadig mange udfordringer, men vi finder vores vej i den nye verdensorden.
– Vi har besluttet at fokusere på det halvfyldte glas, og er gået ind i et nyt regnskabsår med
masser af interne udviklingsprojekter i støbeskeen. Og hvis der skulle opstå strategiske opkøbsmuligheder, der er for gode at sige nej til, er vi naturligvis også lydhøre for det.
Et af de interne udviklingsprojekter, som der hentydes til, er etablering af AutoStore på grænsehandlens
centrallager, der varetager pakning af alle Click & Collect ordrer. Click & Collect forretningen har været støt stigende i en årrække, og investeringen i et robotlager – som forventes at stå klar i løbet af foråret – skal give konceptet et massivt løft, som i sidste ende vil gøre kundeoplevelsen endnu bedre.
Derudover styrkes marketingorganisationen i grænsehandelsvirksomhederne med nye kompetencer og systemer. I løbet af det kommende regnskabsår vil både Fleggaard og Calle således stå endnu bedre rustet og kunne iværksætte nye markedsføringstiltag, der kommer til at løfte marketingindsatsen på tværs af alle platforme.
Endelig vil koncernen også intensivere salgsindsatsen mod Fjernøst og har i denne forbindelse stiftet et selskab i Singapore. Det er koncernens grossist-virksomhed Famobra, som har specialiseret sig i international handel med mærkevarer indenfor FMCG, der nu er kommet tættere på markederne i APAC-regionen.
2022/23 bliver endnu et spændende år. – Vi håber naturligvis, der falder ro på de udefrakommende forhold og går det nye regnskabsår i møde med fokus på udvikling og omstillingsparathed, afslutter Jens Klavsen.
Kilde: Fleggaard
