Kultur-, Handel- og Turismeudvalget i Sønderborg Kommune har haft Den Kongelige Køkkenhave i Gråsten på skemaet forleden.
Den Kongelige Køkkenhave blev etableret i 2020 i et samarbejde mellem Kongehuset, Slots- og Kulturstyrelsen og Sønderborg Kommune og har siden haft omkring 50.000 gæster årligt – første år dog 77.000 gæster. Erfaringer fra fase 1, som havde fokus på etablering og forankring, indikerer et potentiale for videreudvikling af oplevelser med udgangspunkt i køkkenhaven.
I Budgetaftalen 2024-2027 er der afsat midler til fase 2, som skal bygge videre på fase 1 ved både at realisere ikke-gennemførte elementer, herunder natur- og formidlingselementer samt oplevelser og events, og ved at afdække køkkenhavens rolle for udviklingen af Gråsten. Arbejdet med udvikling af køkkenhaven skal ses i sammenhæng med Masterplan for Turisme og Handel og målsætningen om, at Sønderborg skal være blandt de fem største kommuner målt på antal overnatninger.
Forvaltningen er i gang med at kortlægge og afdække mulige scenarier for fase 2, og anbefaler, at udvalget drøfter potentialer og perspektiver i Gråsten og Den Kongelige Køkkenhave. Chef for Erhverv og Turisme Lasse Sønderup indleder punktet med et oplæg om potentialer for videreudvikling af Den Kongelige Køkkenhave.
Sagen har sammenhæng til Byrådets Vision 2026-2029, særligt fokusområdet ’Turisme og Handel.’
Indstilling
Forvaltningen indstiller til Kultur-, Handel- og Turismeudvalget at drøfte
- potentialer og perspektiver i Gråsten og udviklingen af Den Kongelige Køkkenhave.
Sagsfremstilling
Den Kongelige Køkkenhave i Gråsten åbnede i 2020 i et samarbejde mellem Kongehuset, Slots- og Kulturstyrelsen og Sønderborg Kommune. Den daglige drift af køkkenhaven foregår i samspil mellem Slots- og Kulturstyrelsen og Socialpsykiatrien i Sønderborg Kommune. Det første år havde køkkenhaven 77.000 gæster, og de efterfølgende år har besøgstallet ligget stabilt på omkring 50.000 årlige gæster. Etableringen og forankringen af Den Kongelige Køkkenhave betegnes fase 1.
Erfaringer fra køkkenhavens første år indikerer, at der er et potentiale for videreudvikling af oplevelser med udgangspunkt i køkkenhaven. I Budgetaftalen 2024-2027 er der afsat 0,5 mio. kr. i 2025 og 1,3 mio. kr. til realisering af fase 2 af Den Kongelige Køkkenhave. Af budgetaftalen 2026-2029 fremgår desuden følgende:
”Der er i øjeblikket dialog mellem relevante statslige styrelser og Sønderborg Kommune om den videre udvikling af den kongelige køkkenhave, idet der er enighed om, at den oprindelige projektbeskrivelse bør gentænkes og opdateres.
Aftaleparterne er enige om at bakke op om, at der udarbejdes en masterplan (fase 2) for den videre udvikling af den kongelige køkkenhave. Masterplanen bør have et 5-10-årigt perspektiv, der sikrer fokus på både drift og udvikling. Masterplanen vil sørge for fælles retning samt prioritering af projektet i de kommende år”.
Fase 2 bygger således ovenpå den indledende fase 1, men skal ligeledes kortlægge og afdække perspektiverne omkring køkkenhaven som omdrejningspunkt for den videre udvikling af Gråsten-området. Derudover skal fase 2 realisere elementer, der helt eller delvis ikke blev realiseret i fase 1. Det drejer sig natur- og formidlingselementer, elementer vedrørende oplevelser, events og organisering samt fysiske og driftsmæssige rammer.
Forvaltningen er i gang med at kortlægge og afdække mulige scenarier for fase 2. I den forbindelse har forvaltningen haft en række dialoger med Naturstyrelsen og Slots- og Kulturstyrelsen samt centrale lokale interessenter.
Fase 2 har tre overordnede spor:
- Events og oplevelser i Den Kongelige Køkkenhave
- Sløjfer” i naturen – ruter og formidling, som gør kulturlandskabet mere tilgængeligt
- Strategisk og langsigtet udvikling – ikke kun køkkenhaven, men Gråsten by
Forvaltningen anbefaler, at udvalget drøfter potentialer og perspektiver i Gråsten og den Kongelige Køkkenhave. Chef for Erhverv og Turisme Lasse Sønderup indleder punktet med et oplæg, som kan danne udgangspunkt for udvalgets drøftelse.
Videreudviklingen af køkkenhaven skal ses i sammenhæng med Masterplan for Turisme og Handel 2024-2027 og målsætningen om, at Sønderborg Kommune skal være blandt de fem største turistkommuner i Danmark målt på antal overnatninger. Det fremgår ligeledes af masterplanen, at besøgstallet i Den Kongelige Køkkenhave vidner om en stor turismemæssig interesse og et potentiale i at udnytte den store opmærksomhed til at trække endnu flere turister ind i Gråsten by.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Økonomiforvaltningen oplyser, at sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser, idet det er en drøftelsessag.
Beslutning Kultur-, Handel- og Turismeudvalget den 11-08-2026
Drøftet.

Fotos: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk
