Fase tre er indledt med gode nyheder for alle idræts- og fritidsfaciliteter, og der kan fra 8. juni 2020 igen åbnes for stort set al indendørs idræt – også i Aabenraa Kommune. |
Idræts- og svømmehaller i Aabenraa Kommune kan snart invitere foreninger og øvrige brugere indenfor igen. Efter knap tre måneder uden almindelig idræts- og foreningsaktivitet kan vi igen se frem til at mødes indenfor til en fodboldkamp, badmintontræning eller til en svømmetur i bassinet. Også restriktionerne for udendørsidrætten er lempet, og det hævede forsamlingsforbud gør, at der nu kan samles op til 50 personer. Dog fortsat under de gældende retningslinjer angående afstand og hygiejne. I øjeblikket er Aktiv Aabenraa i gang med at tage hånd om de gældende retningslinjer på området, og de kommunale haller og svømmehaller vil derfor åbne i løbet af de næste dage og uger. En forudsætning for, at genåbningen kan finde sted, er, at hver enkelt facilitet, medarbejder og bruger tager fælles ansvar for, at det sker på en måde, hvor smittespredningen begrænses mest muligt. Der vil derfor være vejledning til afstandskrav, forsamlingsstørrelse og hygiejne tilgængeligt i alle faciliteter. Aktiv Aabenraa sørger for at den nødvendige rengøring af fælles kontaktpunkter løbende finder sted. I svømmehallerne vil sauna og dampbad ikke være tilgængeligt. Spørgsmål vedrørende genåbning rettes til Aktiv Aabenraa via mail: malsc@aabenraa.dk Find åbningstider og forbliv opdateret på www.aktivaabenraa.dk samt på Aktiv Aabenraas Facebookside. Datoer for genåbning Tinglev Svømmehal påtænker at åbne mandag 15. juni. Rødekro Svømmehal åbner mandag 15. juni. Bov Svømmehal forventes på grund af renoveringsarbejde først at åbne igen 8. august. Alle idrætshaller under Aktiv Aabenraa samt Borgerhuset i Rødekro åbner onsdag 10. juni. |