De sidste navne er nu føjet til Tønder Festival 2022. Blandt de navne, der er kommet på programmet, er Allison Russell, Margo Cilker, Vincent Neil Emerson, Amythyst Kiah, Tide Lines, Mike Elrington og festivalveteranen Niels Hausgaard.
Glæden kan ikke holdes nede, for nu er der for alvor udsigt til en rigtig festival. Plakaten for Tønder Festival 2022 er på plads, og alt er klappet og klart til at tage imod publikum den sidste weekend i august.
Både nye og velkendte navne
Elleve yderligere navne er skrevet ind i programmet. Glæd jer til fire fremadstormende navne fra USA og Canada, Allison Russell, Margo Cilker, Amythyst Kiah og Vincent Neil Emerson. Ligeledes fra USA kommer roots-trioen Gumbo Grits & Gravy, som består af Guy Davis, Bruce Molsky og Walter Parks.
Fra Skotland er der gensyn med folkrockbandet Tide Lines, og fra Australien er der blues og rootsrock med Mike Elrington. Kvartetten Fourth Moon dyrker den keltiske musiktradition og har medlemmer fra Italien, Østrig, Frankrig og Skotland.
Nordjylland bliver fornemt repræsenteret af to kunstnere, der kan det der med at fortælle historier. Sangskriveren Mikael K kommer sammen med sit band, og den anden, ja, ingen Tønder Festival uden Niels Hausgaard. Og fra grænselandet kommer traditionen tro folkBALTICA Ensemblet.
Sidst, men ikke mindst, præsenterer Folk Spot Denmark i samarbejde med Tønder Festival otte nordiske folkroots-navne: Kajsa Balto, Barani, CPH Slim, Fionia Folk Brothers, Flach | Dillner, Grabow & Guldhammer, Jørgensen og Sørensen og Tone of Voice Orchestra.
Hvem spiller hvilke dage?
Alle navne er klar. Knap 60 internationale og danske navne fordeler sig fra torsdag 25. til søndag 28. august 2022 på festivalens mange scener. Nu kan du se, hvilke dage de forskellige kunstnere optræder. Se mere på Tønder Festivals hjemmeside tf.dk og på festivalens app.
MERE OM KUNSTNERNE:
Allison Russell (CAN)
Det er med stolthed, at Tønder Festival kan præsentere Allison Russell. Hun er i 2021 braget igennem med sit soloalbum ”Outside Child”. Et album, der har skabt enorm interesse for den canadiske sangskriver og musiker. Allison Russell blev nomineret til hele tre Grammy Awards i 2021, og hun har vundet to UK Americana Music Awards. Derudover er det blevet til et væld af andre prisnomineringer – for eksempel Polaris Music Prize og Canadian Folk Music Awards.
”Outside Child”, der har fået fremragende anmeldelser, er utilslørede fortællinger med baggrund i Allison Russells egne oplevelser, hvor hun som barn blev misbrugt, da hun voksede op i Montreal i Canada. Tilløbet til at skrive og udgive sange i eget navn har været langt, og Allison Russell, som udover at være sanger også spiller banjo og klarinet, har i mange år været aktiv i forskellige sammenhænge. Blandt andre bandet Po’ Girls, som blev dannet i 2003, og duoen Birds Of Chicago sammen med sin partner JT Nero. Birds Of Chicago spillede på Tønder Festival i 2019. Desuden og ikke mindst projektet “Songs Of Our Native Daughters”, som udover Allison Russell består af Rhiannon Giddens, Amythyst Kiah og Leyla McCalla.
Eneste danske festivalkoncert i 2022.
Margo Cilker (USA)
29-årige Margo Cilker har skrevet sange og turneret i mange år, men med debutalbummet ”Pohorylle” fra 2021 er karrieren rykket fremad med stormskridt. Albummet har fået meget fine anmeldelser, og Margo Cilker skriver sig ind i den amerikanske musikhistorie med klassisk veldrejede americana-sange. Inspirationen til sangene kommer i høj grad fra hendes eget liv og rammer vedkommende emner som tab, brudte forhold og identiteten som evigt rejsende. Magasinet Mojo skriver om Margo Cilker: ”Forestil jer Gillian Welch i en session med The Band og Allen Toussaint, og I er tæt på charmen hos denne nye americana-stemme.” Margo Cilker har lyttet til netop Gillian Welch, og også Lucinda Williams, Townes Van Zandt og Bob Dylan. ”Pohorylle” er produceret af Sera Cahoone (tidligere blandt andet med i Band of Horses), og bandet består af musikere fra navne som The Decemberists, Son Volt og Joanna Newsom. Margo Cilker bor i Oregon, er vokset op i Californien, og har gennem årene opholdt sig meget i Europa, blandt andet Brighton i England og Bilbao i Spanien. I foråret 2022 har Margo Cilker turneret i USA med blandt andre kollegaen Hayes Carll. Eneste danske festivalkoncert 2022.
Tide Lines (SCO)
Folkrock af bedste kvalitet fra det skotske højland. Tide Lines er inspireret af de gæliske sange, sækkepibe-melodierne, den storslåede natur og den utæmmelige kærlighed. Bandet har skabt sig et stort publikum også i Danmark med en succesfuld opdatering af den highland-sound, som publikum i Tønder kender særdeles godt. Tide Lines har besøgt Tønder i 2018 og 2019. Tide Lines blev dannet i 2016, og de ramte et bredt publikum med singlen “Far Side of the World”, en ørehænger af en popsang skrevet af sangeren Robert Robertson. Siden har Tide Lines udgivet albummet “Dreams We Never Lost”, EP’en “Let’s Make Tonight” og senest
albummet ”Eye Of The Storm” (2020), som toppede hitlisterne i Storbritannien. Tide Lines har turneret intensivt og skulle have givet koncerter i Danmark i 2021, som blev aflyst på grund af corona. Men nu kan publikum glæde sig til et gensyn. Tide Lines består af sanger og guitarist Robert Robertson, Ross Wilson på keyboards (begge tidligere i bandet Skippinish), Alasdair Turner på guitar og sækkepibe, Gus Munro, trommer. Eneste danske festivalkoncert i 2022.
Amythyst Kiah (USA)
En rå og kraftfuld stemme fra Tennessee med originale sange inspireret af blues, country og folk. Amythyst Kiah (født 1986), der også spiller guitar og banjo, blander traditionsmusikken med elementer af indierock og R&B. “Et af rootsmusikkens mest spændende nye talenter,” har magasinet Rolling Stone skrevet om Amythyst Kiah. I sommeren 2021 udkom hendes tredje album ”Wary + Strange”, og hun medvirker i dokumentarfilmen ”For Love & Country” (Amazon Prime), som handler om afroamerikanske countrymusikere og Nashville. En af de sange, der er med i dokumentaren, er “Black Myself”, en sang om identitet og racisme. Den er med på albummet “Songs of Our Native Daughters” (2019), der fokuserer på afro-amerikanske kvinders historie. Albummet var et samarbejde mellem Amythyst Kiah, Rhiannon Giddens, som var medstifter af stringbandet Carolina Chocolate Drops, Leyla McCalla, som besøgte Tønder i 2017, og Allison Russell, som også besøger Tønder Festival i år. “Black Myself” var nomineret til en Grammy i kategorien Best American Roots Song. Amythyst Kiah optræder solo, og det er eneste danske festivalkoncert i 2022.
Gumbo, Grits & Gravy (USA)
Tre eminente musikere fra de bedste rækker inden for den traditionelle amerikanske roots-musik og et herligt miks af blues, folk, soul og old-time. Gumbo, Grits & Gravy er som et godt hjemmelavet måltid med mange krydderier serveret på den ikoniske ”front porch” i selskab med venner, gode historier og traditioner. Bandets nuværende medlemmer har hver især masser af historie at byde på. Guy Davis, guitar, vokal, som har besøgt Tønder Festival flere gange, er bluesman af fineste karat, har været nomineret til priser talrige gange og turneret verden rundt som ambassadør for den traditionelle akustiske blues. Bruce Molsky, guitar, banjo, violin, vokal, har ligeledes besøgt Tønder Festival tidligere. En ”musikernes musiker”, nomineret til adskillige priser og ambassadør for den traditionsrige old-time musik fra Appalacherne. Walter Parks, guitar, bas, vokal, byder ind med stor indsigt i ”hollers and hymns” fra det sydøstlige Georgia. Han har tidligere spillet med navne som Richie Havens og Judy Collins. Gumbo, Grits & Gravy har for nogle år siden haft en lidt anden besætning (blandt andre violinisten Anne Harris og pianisten Marcella Simien). Eneste danske festivalkoncert 2022.
Fourth Moon (IT, FR, AT, SCO)
Traditioner mødes og brydes, når Fourth Moon går på scenen. Bandet består af flere nationaliteter med en fælles kærlighed til den keltiske musik i alle afskygninger. Den italienske violinist David Lombardi har tidligere været lead fiddler i den verdensomspændende danseforestilling Riverdance, og skotten Andrew Waite på harmonika spiller desuden i Dallahan og Eliza Carthy’s Wayward Band. Østrigeren Géza Frank spiller fløjter og har turneret med Carloz Núñez. Fourth Moon’s franske guitarist Jean Damei har desuden duoen Event Horizon sammen med Géza Frank. I 2018 blev Fourth Moon udvidet med den skotske sangerinde og danser Ainsley Hamill. Fourth Moon blev dannet i 2014 ved Willie Clancy Festival, Miltown Malbay i Irland. Fourth Moon har turneret i Frankrig, Østrig, Schweiz, Italien, Tyskland, Spanien, Portugal samt på de britiske øer og tryllebundet publikum med hurtige melodier og eftertænksomme kompositioner. Debut-albummet “Ellipsis” udkom i 2018, og i november 2021 udkom albummet “Odessey”. Eneste danske festivalkoncert 2022.
Vincent Neil Emerson (USA)
29-årige Vincent Neil Emerson kommer fra det østlige Texas og har på kort tid sat sig igennem som sangskriver og troubadour. Han fører en stolt sangskrivertradition videre med country-musikken som fundament og med tråde tilbage til texanske sangskrivere som Townes Van Zandt, Guy Clark og Steve Earle. Som sangskriver kan Vincent Neil Emerson det altafgørende håndværk at skabe fortællinger, som både er personlige og vedkommende. Hans værktøjskasse er det enkle guitarspil og en stemme, der går rent ind. Teksterne trækker flere steder på hans eget liv, blandt andet i sangen “High On Gettin’ By”, hvor man finder linjerne: “But the words keep on fallin’, and the highway keeps on callin’ to my pen”. Eller sangen “The Ballad of the Choctaw-Apache”, en fortælling om Choctaw-Apache-stammen, som Vincent Neil Emerson har familierødder i. Vincent Neil Emerson debuterede i 2019 med albummet “Fried Chicken and Evil Woman”. Det bragte ham ud over stepperne på den amerikanske sangskriverscene, og han turnerede med navne som Colter Wall og Charlie Crockett. I juni 2021 udkom albummet “Vincent Neil Emerson” produceret af Rodney Crowell. Eneste danske festivalkoncert i 2022.
Mike Elrington (AUS)
Der er fuld power på, når den næsten to meter høje Mike Elrington går på scenen. Hans rå vokal, mesterlige guitarspil og sange i blues- og rootsrockgenren har bragt ham frem som et af Australiens store navne, og han modtog i 2016 prisen “Singer/Songwriter Of The Year” ved The Australian Independent Music Awards. Siden Mike Elrington fra Adelaide som 18-årig begyndte musikerkarrieren, har han turneret utrætteligt i Australien, New Zealand og Storbritannien og har udgivet ti album. De seneste er ”Afterchock” fra 2020 og livealbummet “Live at the Flying Saucer” fra 2017. I et interview til webmagasinet Australian Musician fortæller Mike Elrington, at han for alvor tog fat på guitarspillet efter at have hørt en plade med Jimi Hendrix. Især blev han inspireret af nummeret “Red House”, der bragte ham på sporet af bluesmusikkens mestre såsom Muddy Waters, Junior Wells og Buddy Guy. ”Denne mand spiller og synger som en steppebrand,” lyder et citat fra en anmeldelse af den australske bluesmusiker. Mike Elrington optræder solo.
Niels Hausgaard (DK)
Siger man Tønder, siger man også Niels Hausgaard. Den danske poet, satiriker, sangskriver, debattør og entertainer har været med til at præge Tønder Festival siden 70’erne. Han har stort set været med alle årene, og han svigter ikke på Tønder Festival 2022. Niels Hausgaard (født 1944) er en ener og formår at række ud til et meget stort publikum. Hans årlige vinter/forårskoncerter er en historie i sig selv med udsolgte koncertsale på en fire måneder lang turné rundt i landet. I 2022 hedder turneen “Lad nu det ligge”, og med på scenen er pianist Martin Schack. Niels Hausgaards koncerter er aldrig ens, og han giver sig selv god plads til improvisation og til at arbejde sammen med publikum. Selv siger han, at det står og falder med, hvor god kontakt han opnår. Tilstrømningen til hans koncerter understreger, at publikum har stor lyst til at være i kontakt med Hausgaard og opleve ham på slap line på scenen. En scene, han har stået på siden 1972.
MIKAEL K /// KLONDYKE (DK)
Mikael K har været frontmand og sangskriver i Klondyke i 20 år. Mikael Ryberg Kristensen (født 1964) har en fortid i Aalborgbandet Boobs i 80’erne, og hans sangskriverkarriere tog fart med bandet Klondyke i 2002 med debutalbummet “Guld”. Siden har han udgivet seks dansksprogede og anmelderroste album. Mikael K har de sidste mange år optrådt solo som historiefortællende singer/songwriter og har på den måde spillet hundredvis af koncerter rundt om i det danske land. På Tønder Festival 2022 har Mikael K samlet sit band. I 2022 udkommer hele to nye album. Et album med nye sange: “STILLE URO i en moden mands baghave” samt sangskriverens ”greatest hits” i nedskalerede singer/songwriter-udgaver på albummet “SKELETTER FRA SKABET – Klondyke sangbog volume 1”. Mikael K har mange forskellige hatte på – musiker, komponist, tekstforfatter, klummeskriver og tv-vært – men først og fremmest er han en moderne trubadur. Mikael K har modtaget Danmarks Radios P4-pris, Bjørn Afzelius-prisen, Gelsted-Kirk-Scherfig prisen samt en Danish Music Award-Folk som Årets Sangskriver. Mikael K optræder også med et DJ-sæt på Tønder Festival 2022.
FolkBALTICA Ensemblet (DK, D)
Når de er sammen, taler de dansk, tysk og engelsk, men det fælles sprog er musikken. FolkBALTICA Ensemble består af omkring 50 unge musikere fra sydlige Danmark og den tyske region i Slesvig-Holsten. Orkestret er opstået i forbindelse med den årlige folkBALTICA Festival, som finder sted i midten af maj. FolkBALTICA Ensemble er denne festivals ungdomsorkester, som både geografisk og musikalsk krydser grænser for traditionel og nutidig folkemusik. Violinisten Harald Haugaard står som kunstnerisk leder af folkBALTICA Festivalen i spidsen for ensemblet, som har til formål at udvikle unge talenter og bevare og forny folkemusiktraditionerne i grænselandet. Tønder Festival støtter aktivt talentmassen og fødekæden i folkemusikmiljøet, og det er efterhånden blevet en tradition, at FolkBALTICA Ensemble optræder på festivalen. Både til en egen koncert og i forbindelse med den store skolekoncert for elever fra skoler på begge sider af den dansk/tyske grænse. Så endnu engang kan publikum i Tønder opleve dette sprudlende ungdomsorkester.
www.folkbaltica.de/folkbaltica-ensemble
Folk Spot Denmark (DK, SE, NO)
Otte nordiske navne er med i et eksportfremstød 26. og 27. august under årets Tønder Festival. Folk Spot Danmark har siden 2012 præsenteret danske folk/roots-orkestre med
ambitioner om at nå ud til et bredere publikum – både nationalt, men i særdeleshed
også internationalt. Arrangørerne bag initiativet er SPOT Festival og Tønder Festival.
Sammen har parterne en ambition om at eksportere og facilitere dansk folk/roots-musik.
Mens SPOT har mange års erfaring med eksport af dansk musik, er Tønder Festival
eksperter på folk/roots-genren. Igen i år er otte nordiske folk/roots-navne blevet udpeget af en international branche-jury. De udvalgte navne er: Kajsa Balto, Barani, CPH Slim, Fionia Folk Brothers, Flach | Dillner, Grabow & Guldhammer, Jørgensen og Sørensen og Tone of Voice Orchestra.
Tønder Festival 2022:
The Mavericks (USA), Madrugada (NO), Allison Russell (CAN), Keb’ Mo’ (USA), Cara Dillon (IRL), Eilen Jewell (USA), Cedric Burnside (USA), Michael McGoldrick (ENG), Red Hot Chilli Pipers (SCO), Katie Pruitt (USA), Tami Neilson (CAN/NZ), Lars Lilholt Band (DK), Siobhan Miller (SCO), The Ballroom Thieves (USA), Ian Noe (USA), Blue Rose Code (SCO), Blazin’ Fiddles (SCO), Bjørn Eidsvåg (NO), Dave Gunning (CAN), Saint Sister (IRL), The Henry Girls (IRL), The Once (CAN), Christopher Paul Stelling (USA), Sarah Hagen (CAN), Signe Svendsen (DK), Rikke Thomsen (DK), 9Bach (WAL), Ordinary Elephant (USA), Hymns from Nineveh (DK), Anna Tivel (USA), Jerron Paxton (USA), Del Barber (CAN), Jeffrey Martin (USA), Sean Rowe (USA), Rura (SCO), Hogslop String Band (USA), The Ghost of Paul Revere (USA), Ida Gard (DK), Som Os (DK), Calby (DK), Cóig (CAN), Connie Kaldor (CAN), Skerryvore (SCO), Efterklang med Sønderjysk Pigekor (DK), Irish Mythen (IRL), William Crighton (AUS), Hans Theessink & Knud Møller (NL, DK), Mick Flannery & Susan O´Neill (IRL), Amythyst Kiah (USA), Vincent Neil Emerson (USA), Margo Cilker (USA), Mike Elrington (AUS), Tide Lines (SCO), Fourth Moon(IT, FR, AT, SCO), Gumbo Grits & Gravy (USA), Niels Hausgaard (DK), MIKAEL K///KLONDYKE (DK), FolkBALTICA Ensemblet (DK, DE), Folk Spot Denmark (SE, NO, DK): Kajsa Balto, Barani, CPH Slim, Fionia Folk Brothers, Flach | Dillner, Grabow & Guldhammer, Jørgensen og Sørensen og Tone of Voice Orchestra.
Tønder Festival 25. 26. 27. 28. august 2022
www.tf.dk
www.facebook.com/tonderfestival
Twitter: @tonderfestival
Instagram: TONDERFESTIVAL
Kilde: Tønder Festival
