I årets anden uddelingsrunde har Norlys Vækstpulje Syd givet støtte til 96 projekter med i alt 5,5 millioner kroner – fra mindre initiativer til større lokale samlingspunkter.
En lang række foreninger, institutioner og virksomheder i Syd- og Sønderjylland har i disse dage fået en ekstra god nyhed at gå på sommerferie med.
Norlys Vækstpulje har nemlig sat navn på de i alt 96 projekter, der har fået del i de i alt 5,5 millioner kroner, som skal være med til at styrke fællesskaber, skabe nye lokale mødesteder og bidrage til både grøn omstilling og lokal udvikling i de syd- og sønderjyske lokalsamfund.
– For os handler Norlys Vækstpulje om at skabe konkret værdi for vores andelshavere i form af levende lokalsamfund og nye muligheder tæt på hverdagen. Mange af projekterne er startet som en god idé blandt frivillige og ildsjæle og med en støtte fra os får de mulighed for at tage næste skridt og blive til noget, der gør en reel forskel, siger Torben Skødt, formand for Norlys Vækstpulje Syd.
Støttebeløbene spænder i denne uddelingsrunde fra 2.499 kroner, som er givet til Happy Dancer i Bramming, og helt op til 200.000 kroner, som er givet til Assenbækmølle Spejdercenter i Tistrup.
Fra energirenovering til fællesskab gennem idræt
Et af de 96 støttemodtagere er Rømø Lokalråd. Rådet har fået 150.000 kroner i støtte fra Norlys Vækstpulje til energirenovering af Medborgerhuset på Rømø. Renoveringen skal sikre, at huset i endnu højere grad kan danne rammen om lokale aktiviteter og fællesskab – samtidig med at energiforbruget reduceres og bygningen fremtidssikres.
Derudover har Sønderborg RugbyWheelers modtaget 60.000 kroner til projektet ”Kørestolsrugby i Sønderborg – nye stole til fællesskab og deltagelse”. Midlerne skal blandt andet bruges til nye specialdesignede kørestole, der giver flere mulighed for at dyrke sporten og blive en del af et aktivt fællesskab – uanset hvilke fysiske forudsætninger, de kan have.
I Billum har Billum Sogneforening fået 65.000 kroner til at videreudvikle flere samlingssteder i området mellem hallen og skolen. Helt konkret arbejdes der på at give ungdomsklubben et løft, videreudvikle reparationscaféen og skabe et nyt grønt mødested foran hallen. Midlerne skal blandt andet anvendes til indretning af faciliteter og indkøb af udstyr.
Den samlede liste over de støttede projekter kan ses i det vedhæftede dokument eller på Norlys Vækstpuljes hjemmeside. Norlys Vækstpulje uddeler støtte tre gange i løbet af året, og de initiativer, der ønsker at få del i årets sidste uddelingsrunde, skal indsende deres ansøgning senest 1. oktober klokken 12.
