Forud for borgermødet: SE FOTOS – Midlertidigt byrum i Rødekro

Midlertidigt byrum i RødekroForud for borgermødet i Rødekro, der afholdes i morgen tirsdag den 31. maj, kan man se to af tiltagene i bymidten. Hhv. et legestativ og et bænk/hvileområde. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Tirsdag 31. maj inviterer Aabenraa Kommune til borgermøde i Multisalen på Hærvejsskolen. Emnet er bymidten i Rødekro, der står over for udvikling og en helhedsplan.

Allerede nu kan man se et såkaldt midlertidigt byrum i Rødekro – i bymidten har man opstillet en legestativ og et bænk/hvileområde – begge dele udført i lærketræ.

Hvordan skal bymidten i Rødekro se ud i fremtiden?

Det spørgsmål bliver der rig mulighed for at komme med forslag til, når der 31. maj klokken 19.00 i Multisalen på Hærvejsskolen inviteres til borgermøde. Temaet er bymidtens udvikling og udarbejdelse af en helhedsplan herfor.

Til borgermødet bliver de første tanker og visioner til helhedsplanen præsenteret, lige som de fremmødte borgere har mulighed for at stille spørgsmål og komme med idéer til den generelle udvikling af bymidten, den kommende bypark og stationsområdet.

Det er nu, arbejdet med Rødekro midtby skal i gang. De første byfornyelsesplaner fra 2016 skal konkretiseres og viderebygges, og det handler særligt om koncepter for stationsområdet, byparken og hovedgaderne i Rødekro. Tilbage i 2021 blev Rødekro udvalgt som testby i et landsdækkende projekt under Indenrigs- og Boligministeriet om at skabe levende bymidter. Det betyder, at der i projektet er mulighed for sparring og rådgivning i det videre forløb i arbejdet med bymidten i Rødekro.

Borgermødet begynder klokken 19.00, men allerede klokken 18.15 er der generalforsamling i Rødekro Udviklingsråd. Begge arrangementer er gratis, og der kræves ikke tilmelding. Der serveres en let forplejning ved mødets start.

Midlertidigt byrum i Rødekro
Forud for borgermødet i Rødekro, der afholdes i morgen tirsdag den 31. maj, kan man se to af tiltagene i bymidten. Hhv. et legestativ og et bænk/hvileområde. Foto: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk