Forsikringsselskab har haft ekstremt mange fastkørsler: – Vi kan ikke mindes lignende i otte år

Er du kørt fast i sneen fredag, er du langtfra alene. Arkivfoto/If

Kraftigt snefald har betydet, at usædvanligt mange danskere det seneste døgn har fået hjælp til at blive trukket fri på vejene, viser nye tal fra forsikringsselskabet If.

Det udbredte snevejr har gjort vejene ekstremt vanskelige at færdes på, og det afspejler sig tydeligt i mængden af danskere, der er kørt fast i sneen.

Omkring 600 If kunder i Danmark har det seneste døgn fået assistance af vejhjælpsselskabet Viking, som er ejet af If, i forbindelse med kraftigt snevejr – et niveau, der ligger markant over normalen. Siden midnat har 60 procent af alle assistancer handlet om fastkørsler og fritrækninger, viser en ny opgørelse fra If.

“Mængden af fritrækninger er helt ekstrem. Seks ud af ti assistancer siden midnat handler om biler, der sidder fast i sneen, og vores vejhjælpsselskab kan ikke mindes noget tilsvarende de seneste otte år. Det skyldes, at hovedstadsområdet også er blevet ramt,” siger Rasmus Ruby-Johansen, ansvarlig for motorskader i If.

Markant stigning i påkørsler
If oplever samtidig en tydelig stigning i egentlige færdselsuheld. Det seneste døgn har kollisioner og uheld udgjort 12 procent af alle assistancer – tre til fire gange så mange som normalt.

“Vi har det seneste døgn set flere påkørsler end normalt, fordi mange bilister er blevet overraskede over de vanskelige forhold,” siger Rasmus Ruby-Johansen.

If anbefaler samtidig, at bilister tjekker bilens udstyr, inden de kører ud i vintervejret.

“Vinterdæk er helt afgørende for vejgreb og bremselængde i sne og frost og kan være forskellen på, om man undgår at køre fast eller i værste fald kommer galt af sted,” siger Rasmus Ruby-Johansen.

Råd til ferietrafikanter: Vent med at køre
If forventer, at presset fortsætter, i takt med at mange danskere skal på vinterferie.

“Hvis man skal køre på ferie, vil vi klart anbefale, at man først kører i morgen, hvis det er muligt, så man undgår de mest risikable forhold,” siger Rasmus Ruby-Johansen.