Forsia Forsikring Brandværnspulje giver 150.000 kr. til lokalsamfundets hverdagshelte

Hele syv frivillige brandværn i Sønderjylland har modtaget i alt 150.000 kr. fra Forsia Brandværnspulje. Pengene skal være med til at øge de frivillige brandmænd- og kvinders sikkerhed, når de rykker ud på mission. Pressefoto

Hele syv frivillige brandværn i Sønderjylland har modtaget i alt 150.000 kr. fra Forsia Brandværnspulje. Pengene skal være med til at øge de frivillige brandmænd- og kvinders sikkerhed, når de rykker ud på mission.

Når alarmen lyder, trækker de frivillige brandmænd- og kvinder i uniformen og rykker ud – også når resten af lokalsamfundet sover.

De frivillige brandværn er en vigtig del af beredskabet i Sønderjylland. De står klar, når uheldet sker, og bruger deres fritid på at passe på andre. Vores allesammens hverdagshelte.

Gennem mange år har Forsia Brandværnspulje støttet de frivillige brandværn med økonomiske tilskud, og i år er ingen undtagelse.

150.000 kr. til sikkerhed

Ved det årlige Sønderjyske Stævne for de frivillige brandværn, som blev afholdt 11. september 2026 hos Nordborg Frivillige Brandværn, overrakte Kim Heise, skadechef hos Forsia Forsikring, i alt 150.000 kr. til 7 frivillige brandværn.

Et af dem er Agerskov Frivillige Brandværn, som modtog 20.000 kr. til 30 nye redningshjelme. Hjelmene skal bl.a. bruges, når brandværnet rykker ud til færdselsuheld.

Vi sætter stor pris på den opbakning, som Forsia Brandværnspulje giver os. Den økonomiske støtte gør det muligt for os at udvikle vores brandværn og ikke mindst styrke sikkerheden for vores frivillige,” fortæller Michael Warberg Bendesen, Bestyrelsesmedlem og aktiv brandmand, Agerskov Frivillige Brandværn.

En tradition, der giver mening

For Forsia Forsikring er støtten til de frivillige brandværn blevet en fast tradition – og en måde at sige tak til nogle af de mennesker, der gør en helt særlig indsats for andre.

De frivillige brandmænd og -kvinder står klar, når alarmen går. Det er et arbejde, der kræver både mod, engagement og det rigtige udstyr. Derfor er vi glade for igen i år at kunne give noget tilbage til de frivillige brandværn,” udtaler Kim Heise, skadechef hos Forsia Forsikring.

Forsia Brandværnspulje

Hvert år kan de frivillige brandværn i Sønderjylland søge økonomisk tilskud via Forsia Brandværnspulje. Tilskudsbeløbene ligger mellem 5.000 – 25.000 kr., som går til brandmændenes sikkerhed i form af beklædning og sikkerhedsudstyr.

Se mere her: Forsia Brandværnspulje