Foredrag på Marieskolen: Mogens Amdi Petersen – Tvinds leder – jagtes stadig af myndighederne

Marieskolen inviterer til foredrag med journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen og skuespiller Thure Lindhardt – forfatterne bag bogen ’Amdi bliver til’, som er en unik og fængslende fortælling om en af Danmarks mest kontroversielle og omdiskuterede ledere, Mogens Amdi Petersen.

For 84 år siden kom han til verden i Tønder. I dag ved ingen med sikkerhed, hvor i verden han befinder sig.

Bogen ’Amdi bliver til’ er skrevet af den anerkendte forfatter Rune Skyum-Nielsen og skuespilleren Thure Lindhardt. Bogen beskriver de første 31 år Tvindskaberens liv og giver et indblik i hovedpersonens barndom og ungdom samt hans tid som folkeskolelærer og aktivist.

Makkerparret Rune Skyum-Nielsen og Thure Lindhardt har siden 2016 arbejdet på at nå til bunds i myten og fænomenet Mogens Amdi Petersen, der gennem flere årtier er blevet jagtet af myndigheder og medier.

Duoen kommer nu til Tønder for at holde et spændende foredrag om både bogens og Amdis tilbliven. Fortællingen bygger på hundredvis af mundtlige og skriftlige kilder, granskning af kirkebøger, lokalarkiver, rigsarkiver, avisarkiver, privatarkiver og aktindsigter, og den udspiller sig blandt andet i Slagelse, Sofia, Sydney, Sønder Omme og Søndersø – og i Tønder og Rens.

Foredraget afholdes mandag den 17. april kl. 19.00 i Salen på Marieskolen i Tønder. Billetterne koster 150 kr. pr. stk. og kan bestilles på Billetto.dk

Bogen kan i øvrigt købes hos Jefsen Bog & Ide på gågaden tæt ved Torvet.


Kilde: Marieskolen