Stigende fødevarepriser får flere til at dyrke grøntsagerne selv. Plantorama i Sønderborg har i år solgt for 6,4 procent flere drivhusplanter end før nedlukningerne og inflationen ramte.
Coronanedlukninger og de stigende fødevarepriser har fået flere danskere til at kaste sig ud i at dyrke deres egne grøntsager i drivhuset eller haven. Over de sidste tre år har tendensen været tydelig at mærke hos Plantorama i Sønderborg, som har solgt for 6,4 procent flere drivhusplanter fra sæsonstarten i februar til midten af juni i år, end de gjorde i hele 2019 inden danskerne på baggrund af nedlukningerne og de stigende priser for alvor fik øjnene op for selv at dyrke grøntsager i haven.
– Interessen for at gå i haven og dyrke grøntsager selv har været stigende de seneste år. Corona har jo holdt os hjemme, og vi skulle finde på noget at give os til. Derfor overrasker det os faktisk lidt, at salget igen i år er steget, men det giver jo god mening, når man ser på, hvordan prisen på for eksempel en agurk også er steget, siger Thomas Jakobsen, der er centerchef i Plantorama Sønderborg.
Høje priser kan vare i årevis
I gennemsnit er prisen på almindelige forbrugsvarer steget 11,4 procent det seneste år, hvilket er den højeste stigning på forbrugsvarer siden 1982. Kigger man isoleret på fødevarepriserne og zoomer ind på nogle af danskernes foretrukne grøntsager, der også kan dyrkes i drivhuset, er prisstigningerne heller ikke til at komme udenom. Prisen på tomater er steget knap 11 procent siden juni sidste år, mens prisen på en agurk er næsten 29 procent højere i dag end for et år siden.
Ifølge ekspert i fødevare- og ressourceøkonomi Henning Otte Hansen, der er seniorrådgiver ved Københavns Universitet, vil der gå to til tre år, før priserne falder igen.
– Der er omkring tredive forskellige faktorer, der spiller ind på fødevareprisernes udvikling, og derfor er det komplekst at gisne om, hvad fremtiden bringer. Faldende kornlagre, dårlig høst, dyrere kunstgødning, tørke, større fragtomkostninger og krigen i Ukraine er bare nogle af de ting, der påvirker fødevarepriserne, siger Henning Otte Hansen og uddyber:
– Der kan godt gå to eller tre år, før det vender igen. At dyrke sine egne grøntsager er jo en måde at spare nogle penge og klare krisen på, og fremover vil vi sandsynligvis også se mere lokal produktion og handel og lidt mindre globalisering.
Tomater og agurker på top tre
Prisstigningerne på fødevarer har tilsyneladende ikke ændret på, hvad det er, danskerne gerne vil dyrke i haverne derhjemme.
– De mest populære drivhusplanter er altid skoleagurk, agurk og cherrytomat. Det er ikke anderledes i år. Til gengæld er priserne på netop agurker og tomater en del anderledes ude i butikkerne, og det kan jo godt spille ind, når man overvejer, om man skal have et par tomatplanter mere i haven denne sommer, siger Thomas Jakobsen.
Kilde: Plantorama www.plantorama.dk
