Feriepengene: Sydbank advarer

Nu har du mulighed for at hæve dine indefrosne feriepenge, og det er der mange, der har glædet sig til.

Desværre vil svindlerne også gerne have fat i dem – så de arbejder på højtryk i disse dage for at forsøge at franarre ofrene deres personlige oplysninger, lyder det fra Sydbank i en advarsel. 

Hvis du bliver ringet op angående dine feriepenge af en person, som præsenterer sig som en bankrådgiver eller en ansat i fx Udbetaling Danmark eller Borgerservice, skal du være på vagt. Du skal aldrig udlevere sikkerhedsoplysninger, password eller adgangskoder. Og du skal ikke lade dig narre til at overføre pengene til en ”beskyttet” eller ”sikker” konto. Sydbank eller offentlige myndigheder vil aldrig ringe og opfordre til en sådan handling.

Undgå at blive snydt

Vi anbefaler, at du følger politiets gode råd til, hvordan du undgår at blive snydt:

  • Videregiv aldrig personlige oplysninger om dit NemID
  • Virksomheder eller offentlige myndigheder vil aldrig ringe eller skrive og bede dig om at udlevere dine personlige oplysninger
  • Hvis du bliver kontaktet over telefon, e-mail eller sms, og du er det mindste i tvivl om henvendelsens troværdighed, så kontakt virksomheden og spørg ind til henvendelsen
  • Brug adressefeltet i din internetbrowser til at søge hjemmesider frem
  • Svindlere kan ændre visningen af det telefonnummer, de ringer fra. De kan også ændre navnet på afsenderen af en sms

Læs mere på politiets hjemmeside