Fantastiske fællesskaber åbner dørene den søndag den 6. september 2026 i Sønderjylland

Carl Marius Gaarde fra Tønder Unge- og Kulturråd klippede snoren til "Vores Sted" i Tønder. Foto: Tønder Kommune

Den første søndag i september inviterer fællesskaber fra hele landet indenfor til åbent hus. Alle har de det tilfælles, at de har modtaget et mødested gennem Realdanias indsats Vores Sted. Dagen byder på alt fra fællesspisning og naturaktiviteter til kreative værksteder og musik – og muligheden for at få en gratis bog om fællesskaber med hjem

Oplev et nyt fællesskab i dit lokalområde. Den mulighed får danskerne, når fællesskaber over hele landet den 6. september åbner dørene og inviterer naboer og andre nysgerrige sjæle indenfor til åbent hus. Bag arrangementerne står lokale foreninger og fællesskaber, som har fået et mødested gennem Realdanias indsats Vores Sted. 

Programmerne for de enkelte steder spænder vidt. Nogle steder er der fællesspisning, andre steder naturvandringer, kreative workshops, musik, leg eller mulighed for at møde de mennesker, som hver uge skaber liv i lokalsamfundet. Fælles for arrangementerne er ønsket om at vise, hvad et lokalt fællesskab kan være – og at invitere mange med.

”Fællesskaber har stor betydning for vores livskvalitet, og med Vores Sted har vi ønsket at give fællesskaberne nogle bedre fysiske rammer. Interessen har været enorm, og vi har i alt uddelt 150 mødesteder rundt om i hele landet,” siger Nina Kovsted Helk, der er administrerende direktør i Realdania.

De fællesskaber, der har fået et mødested, tæller alt fra efterskoler og beboerforeninger til en poesiklub og kroketklubber. Foreløbig er omkring 60 af de 150 mødesteder, som den filantropiske forening har uddelt gennem Vores Sted, blevet bygget. Resten bliver opført i 2026 og 2027.

Formålet med Vores Sted har været at give nogle af landets mange hverdagsfællesskaber bedre rammer for at mødes. Samtidig er håbet, at de forbedrede rammer kan åbne fællesskabet op for endnu flere. Og netop dét er også formålet med åbent hus-arrangementerne. 

”Mange tænker måske, at det kan blive svært at blive en del af et fællesskab, men det er ikke vores erfaring med alle dem, vi har mødt i denne her indsats. Vi håber, at åbent hus-arrangementerne kan skubbe til, at endnu flere engagerer sig – i de fællesskaber, der allerede er eller skaber nogle helt nyt,” siger Nina Kovsted Helk.

Ny bog om fantastiske fællesskaber
Samme dag som åbent hus-arrangementerne foregår, udgiver Realdania bogen Vores Sted – Fantastiske fællesskaber, der fortæller historien om 25 af de fællesskaber, som har fået et nyt mødested gennem indsatsen. 

Bogen giver et indblik i den store mangfoldighed af lokale initiativer – fra unge fællesskaber og byhaver til idrætsforeninger, naturfællesskaber og landsbyinitiativer – og viser, hvordan fællesskaber virkelig kan blomstre, når mennesker får et sted at mødes.

Bogen vil blive uddelt gratis til åbent hus-arrangementerne, så længe lager haves. Efterfølgende vil det være muligt at downloade en digital udgave af bogen på realdania.dk.

Åbent Hus-arrangementer i Syd- og Sønderjylland

Aabenraa: Æ Hyt
Campusalle 18, 6200 Aabenraa. Kl. 12-16. Småspil og konkurrencer. Gratis grillpølser med brød og sodavand og senere kaffe og kagemand/kagekone. Se mere på Åbent hus

Esbjerg: Naturportalen
Degnevej 9, 6705 Esbjerg Ø. Kl. 12-16. Naturbingo og bålaktiviteter. Bakkeskolen bygger kvashegn og laver gamle lege. Se mere på Åbent hus

Hejls: Naturbasen
Hejls Landevej 18, 6094 Hejls. Kl. 12-16. Eventyrlæsning for de yngste. Naturpark Lillebælts venner med krabber og krabbesuppe. Se mere på Åbent hus

Ribe: Mødestedet
Nipsvej 5, 6760 Ribe. Byrødderne planter ”det første træ”. Præsentation af Projekt Nips Haven – et område i forvandling. Grill og øl/vand. Se mere på Åbent hus

Tønder: Tønder Unge- og Kulturråd
Leos Allé 2-4, 6270 Tønder. Kl. 12-16. Musikquiz, havespil og musikalsk indslag. Mulighed for at få grillpølser, kyllingespyd og sodavand. Se mere på Åbent hus

Fakta – Vores Sted

Realdania havde 25-års jubilæum i 2025. Det markerede foreningen med en stor jubilæumsindsats med fokus på fællesskaber og livskvalitet – herunder indsatsen Vores Sted, hvor Realdania har uddelt 150 mødesteder til fællesskaber og foreninger over hele landet.

Mødestederne består af fire forskellige små fælleshuse og åbne pavilloner, som er udviklet specifikt til Vores Sted. Husene kan indrettes og bruges til mange forskellige aktiviteter – f.eks. et værksted, hvor man kan mødes og bruge hænderne, være kreativ, reparere eller skabe noget. Og en naturbase, hvor man kan mødes om livet i det fri, opbevare grejet, samle gruppen, lægge planen og tage pausen.

Realdania har oplevet meget stor interesse fra fællesskaber, der ønsker sig et sted at mødes. I løbet af de tre ansøgningsrunder har foreningen således modtaget 1.667 ansøgninger.

I første ansøgningsrunde fik 60 lokale fællesskaber bevilget et fysisk mødested. I anden ansøgningsrunde gjaldt det 50 fællesskaber og i sidste runde 40 fællesskaber.

Formålet med Vores Sted er at styrke de nære, lokale fællesskaber, der er en afgørende kilde til danskernes livskvalitet.

Læs mere på voressted.nu