Fakkelgaarden vinder prestigefyldt pris

Peter Marc fra Fakkelgaarden blev vinder i kategorien BETJENING. Pressefoto Flemming Gernyx

1. februar blev Danmarks bedste betjening, bistro og årets retter 2025 kåret af foreningen Danske Madanmeldere ved en festaften for dansk gastronomi i København. Blandt vinderne var restauranter fra Sønderjylland til Færøerne: Peter-Marc Højlund-Carlsen fra sønderjyske Fakkelgaarden vandt i kategorien Betjening, aarhusianske Restaurant Bavn vandt i kategorien Smørrebrød og færøske Ræst vandt både kategorien Hav og for Årets Udskænkning. 

Hvem laver Danmarks bedste smørrebrød og kongerigets bedste dessert? Det blev afgjort søndag aften, da toppen af dansk gastronomi mødtes til prisuddelingen ”Årets Ret 2025”. Her blev årets bedste restauranter og profiler hyldet i en række kategorier, og formand for foreningen, Søren Frank,
er imponeret over årets nominerede:

”Årets Ret har gennem de seneste 25 år haft det nordiske køkken som omdrejningspunkt, men i år kan vi for alvor se indflydelsen fra de kokke, der gennem årene er kommet fra hele verden for at arbejde på danske toprestauranter og derefter har influeret restauranterne med inspiration fra deres hjemlande såsom Indien, Mexico og Sydkorea”.

Priser til ekstraordinær service og smørrebrød på nyt niveau

Prisuddelingen bød på priser i ni kategorier, herunder Årets Betjening, der gik til Peter-Marc Højlund-Carlsen fra sønderjyske Fakkelgaarden for at levere ekstraordinær service. En evne, der fra scenen blev sammenlignet med restaurantlegenden Jan Restorffs evne til at kunne læse gæsternes behov, før de selv vidste, hvad de manglede.

Vinderen af Årets Smørrebrød gik til aarhusianske Restaurant Bavn for at ”tage smørrebrødet til et nyt niveau”, mens Årets Bar blev københavnske Bar Vitrine, og Årets Udskænkning blev vundet af Karin Visth fra færøske Ræst, der kunne tage to priser med hjem til Tórshavn efter prisuddelingen. Årets Bistro blev restaurant Vie, og Bo og Lisbeth Jacobsen modtog Årets Ærespris for deres mange års engagement på den danske restaurantscene og i den danske madkultur.

Taco med jomfruhummer og surmælksis med sukkertang

I kategorierne Årets Ret Hav kunne Sebastian Jiménez fra Ræst i Tórshavn løfte trofæet for sin ret Færøsk taco med jomfruhummer”, mens Nicolai Nørregaard fra Kadeau vandt i kategorien Land med retten ”Dådyr og svampe” og Thomas Wetle Andersen fra Bjørnekælderen vandt i kategorien Sødt for retten ”Surmælksis med sukkertang”:

”De tre retter vinder, fordi de alle udmærker sig indenfor hver deres kategori med innovation i særklasse. For at vinde Årets Ret, er det ikke nok, at retterne smager og ser indbydende ud – hvis de skal vinde, skal de have en grad af alkymi, så man får følelsen af ”det her har vi ikke smagt før”, siger Søren Frank og slutter:

”Dette gør sig gældende for alle tre vinderretter: Fra et fantastisk take på de færøske jomfruhummere, der hos Sebastian Jiménez’ forenes med hans mexicanske ophav i en færøsk taco – den traditionelle drýlur – med mole til en næsten ur-menneskelig oplevelse af bål, røg og kød hos Kadeau og til den kreative dessert fra Bjørnekælderen, der lykkes med at bruge tang på velsmagende vis i det søde køkken”.

Fakta

  • Årets Ret 2025 blev uddelt af foreningen Danske Madanmeldere søndag 1. februar. Konkurrencen blev afholdt hos Bendt Brandt, og prisuddelingen i Store Kannikestræde i København.

  • I hovedkategorierne Hav, Land, Sødt & Ost indstiller Danske Madanmeldere de bedste retter, de har prøvespist i det forløbne år. Heraf udvælges fem nominerede i hver kategori, og disse dyster i finalen, før vinderen offentliggøres. Særpriserne for Årets bistro, bar, betjening, udskænkning og smørrebrød udvælges særskilt og kåres til prisuddelingen.
  • Foreningen Danske Madanmeldere består af Svend Rasmussen, gastro,
    Søren Frank, Berlingske, Søren Jacobsen Damm, Berlingske, Jesper Uhrup, spis_mag /  where_to_eat_in_copenhagen, René Langdahl Jørgensen, gastro, Morten Bundgaard, 
    Jyllands-Posten, Helle Brønnum Carlsen, White Guide, Mikkel Wejdemann, White Guide,
    og Christian Jørgensen, Fyens Stiftstidende.
  • Årets Ret gennemføres i samarbejde med en række samarbejdspartnere og råvarersponsorer. Samarbejdspartnerne er: 3F, AB Catering, Arla Unika, Barry Callebaut, BC Catering, Rossini Caviar, Textilia, Bent Brandt, Food Organisation of Denmark, HORESTA, ZBC, INCO, Landbrug & Fødevarer, Madbillet, Madkulturen og Naturmælk.
  • Råvaresponsorer for Årets Ret 2025 er: &Deli, Arla Unika, AB Catering, Barry Callebauet, BC Catering, Fiskerikajen, Holy Bean, INCO, FoodPeople, Il Fornaio, Jalm&B, Kalu, Nohrlund, Laudrup Vin & Gastronomi, L’esprit Du vin, Mineralvands Kompagniet, MURI, Naturmælk, Nohrlund, Nørrebro Bryghus, Rossini Caviar, Campari, Balderdash, KitchenTech, Rebæl, Rødder & Vin og Troldgaarden. 

  • Nominerede og vindere af Årets Ret 2025
  • Kategorien HAV
  • Nicolai Nørregaard, Kadeau​: Jomfruhummer med mirabelle, rabarberrod og noritang
  • Sebastian Jiménez, Ræst, Færøerne: Færøsk taco med jomfruhummer (vinder)
  • Kristian Baumann, KOAN: Gamasot-ris med rå skagensrejer
  • Michael Nørtoft, Ti Trin Ned: Kammusling i og med blomme og kammuslinge-bottarga
  • Nick Curtin, Alouette: Tre gange courgette med lidt maritime toner


Kategorien LAND

  • Nicolai Nørregaard, Kadeau: Dådyr og svampe (vinder)
  • Nick Curtin, Alouette: Gris med gris med gris
  • Sebastian Jiménez, Ræst, Færøerne: Lammehjerte
  • Emil Hassan Lyngbæk & Valdemar Junge Norvang, Akmé: Pithivier af due
  • Edward Lee, Udtryk: Koshikari-ris med blåhummer, wagyukød og svampe samt dumpling m. vagtellår, jomfruhummer og gåselever




Kategorien SØDT

  • Thomas Wetle Andersen, Bjørnekælderen: Surmælksis med sukkertang (vinder)
  • Rasmus Munk, Alchemist: 8 layers of life
  • Jakob Mielcke, Mielcke & Hurtigkarl: Salt-sød mælkeis med pocheret fennikel
  • Bjarke Jeppesen, Treetop: Solbær og brombær med vanille panna cotta og kronblade af mørk- og yuzuchokolade
  • Alexander Johnsen, Bühlmann​:Hengemt hindbær, økologisk vanilje & fadlagret dansk æblebrændevin

Nominerede i Særpriskategorierne 2025

Kategorien BISTRO

  • Vie (vinder)
  • Les Jeunes
  • Svogerslev Kro


Kategorien BETJENING

  • Teamet, Alimentum
  • Peter-Marc, Fakkelgaarden (vinder)
  • Jacob Mejdahl, Babylon


Kategorien UDSKÆNKNING

  • Tobias Nilsson, Lyst
  • Alberto Sala, Isola
  • Karin Visth, Ræst (vinder)


Kategorien SMØRREBRØD

  • Bavn (vinder)
  • Peter Lieps Hus
  • Skomagerkroen


Kategorien BAR

  • Babel
  • Bar Vitrine (vinder)
  • Bar Piatto
Dommerbordet – Årets Ret 2025 – Pressefoto Flemming Gernyx