EUC Syd: Unge håndværkere bygger med på Trapholts kommende Wegner-udstilling

Kulturarv, design og nutidens håndværksfag mødes i Trapholts kommende udstilling om Hans J. Wegner. Murerelever fra EUC Syd er blandt de unge håndværkere, der er med til at føre idéerne ud i livet.

En kommende museumsudstilling er blevet til en helt konkret faglig opgave for murerelever fra EUC Syd.

Siden november 2024 har EUC Syd samarbejdet med Trapholt om den kommende udstilling Hans J. Wegner – Design med kroppen forrest. Det, der begyndte med dialog, idéer og tegninger, er siden rykket ud i værkstedet og ind på Trapholt, hvor elever og faglærere har omsat planerne til konkret håndværk.

Forleden blev en vigtig milepæl i arbejdet markeret med rejsegilde på Trapholt.

I udstillingen Hans J. Wegner – Design med kroppen forrest opfører Trapholt en scenografisk kulisse i form af et fuldmuret parcelhus. Kulissen er inspireret af Hans J. Wegners hus, tegnet i samarbejde med arkitekterne Allan Jessen og Arne Karlsen i 1965.

Elevernes faglighed blev en del af projektet

Fra EUC Syd har faglærer Håken Christiansen haft en central rolle i projektet. Han har været med til at omsætte idéer til tegninger og konkrete faglige løsninger og har efterfølgende sammen med murereleverne været med til at føre dem ud i livet.

For eleverne har projektet betydet, at en del af undervisningen er rykket ud af skolens vante rammer. Her har de skullet bruge deres faglighed på en virkelig opgave, hvor kravene til præcision og håndværk er de samme, som de møder uden for skolen.

Eleverne har blandt andet arbejdet med kalkmørtel. Det gør det muligt at tage konstruktionen ned efter udstillingen, så murstenene kan genbruges.

Et vartegn for håndværksfagene

For EUC Syds direktør Dan Zielke handler projektet også om at vise, hvad unge kan skabe med en erhvervsuddannelse – og hvad der sker, når forskellige håndværksfag arbejder sammen.

”Eleverne har været med til at skabe et vartegn for håndværksfagene, hvor kulturarv, design og håndværk mødes. Det viser, hvad unge håndværkere kan, når forskellige fagligheder arbejder sammen om noget, ingen af dem kunne skabe alene. Og forhåbentlig kan andre unge se det og få øje på de kompetencer og muligheder, en erhvervsuddannelse kan give. Håndværk er med til at binde verden sammen,” siger Dan Zielke, direktør på EUC Syd.

Udstillingen undersøger netop håndværkets betydning i dag. Og i arbejdet med den bliver håndværket ikke kun noget, der fortælles om. Unge, der er ved at lære fagene i dag, er selv med til at skabe de fysiske rammer omkring fortællingen.

Samarbejde på tværs af erhvervsskoler

Hans J. Wegner – Design med kroppen forrest er udviklet i samarbejde med erhvervsskoler i Region Syddanmark og Region Midtjylland. Udstillingens koncept og idé er udviklet i samarbejde med Skive College, EUC Syd og HANSENBERG i Kolding.

Udstillingen åbner i marts 2027, når Trapholt genåbner efter ombygningen.

Fakta

Hans J. Wegner – Design med kroppen forrest tager udgangspunkt i Wegners udvikling fra snedkersvend til en af verdens mest kendte møbeldesignere og sætter samtidig fokus på den kropslige kreativitet og det håndværk, der drev hans arbejde.